Paradokset i kvinders lave selvværd.

Paradokset i kvinders lave selvværd, flyder på en uendeligt ophav, af feminin styrke og kontakt til- og være en del af alt levende.
I dette feminine ocean findes ligeledes bevidsthedsrødder til fortidens kvinders visdom og smerte-, en omsorgs favnen af alt- og alle i nuet og ikke mist evnen til at beskue fremtiden.

Paradokset ligger også i, at vi som mennesker skal ofte forlade dét vi er i, før vi kan sætte pris på dét, men kvinderne har meget svært ved, det at skulle forlade deres uendelige væren i det som er, og derfor fejltolket De deres værdi som værende intet i alting, istedet for væren i alting.

Dette feminine ocean, er mere end nogen mand kan overkomme eller rumme, mandens egenskab og styrke ligger i, at kunne sejle og navigere, på selv det største ocean og han kan dykke i dybet og være i dette uendelige feminine ocean, men det kræver øvelse og det kræver en mand, som har så meget styrke og bevidsthed, at han kan slippe frygt og kontrol. For både frygt og kontrol vil fastholde ham til et mindre fartøj på oceanets overflade og kun i rolige vande. Selv her vil små bølger få den “usikre sømand” til at gå i land, til hver én ensom kvinde (ensom kvinde = ikke kontakt til sit ocean).

En autentisk mand er således en ordenlig kaptajn, som kender sin skude og sine stjerner og pejlemærker for at kunne styre efter,
især når der er høj sø.

Dette betyder at kvinden rummer alverdens værdier, mens manden skal udvikle og kæmpe sig til hver en værdi. Han skal forlade sit ophav og som der står i biblen, at han skal forlade sin mor og far, for at binde sig til sin hustru, således at de bliver “et kød og blod”. ( her må manden stå for kød og knogler og kvinden blodet der flyder igennem det hele).

Dette betyder også at kønskampen er en umoden kamp imellem mand og kvinde, hvor ingen er i kontakt, hverken manden med sin skib og sin besætning, eller kvinden og hele oceanet. Det svare følelsesmæssigt til piger og drenge i femte – sjette klassetrin. Og ja jeg ved godt at kvinderne har været undertrygt i 1000 år og det sammen har vel de mænd som har haft behovet for at undertrykke kvinderne. I bund og grund er det vel den samme undertrykkelse som vi alle har levet under. Og det er vel stadig drengene i femte og sjette klasse der slå pigerne, når sproget og følelserne ikke fanges.

Ligeledes har kvindebevægelsen fejlet, kønskampen har udspillet sig på mændenes bane og har gjort kvinderne maskuline og mændene har taget pladser på sidelinjen, da det dybdepsykologisk ikke har givet mening at slås med kvinder. Kvinderne har fået rustet sig, til at være i forsvar, være stærke, aggressive og derved mistet kontakten til alt hvad som kvinder har af deres dybereliggende værdier.  Så kvinderne har vundet kampen ved at tabe deres uendelige dybe kontakt til dette dybe følelsesmæssige ocean, som er kvindernes favn og skød, som er ubeskatteligt og ubeskriveligt med ord og rationale, hvilket også mere er mandens skib. Derved er kvinderne blevet bitre, frustrede og savner modspil, hvilket de ikke får, da manden nægter at spille på samme bane.

I virkeligheden ønsker kvinderne, at mændene ville stævne ud, dét at turde at pløje sig igennem de træge bølger og usigtbarhed og uagtet valkyrierne trusler om død og drukkenulykker, men at være kaptajn med ét sigte for øje, nemlig at komme igennem kaos og høj sø for at komme hjem og med sig, den kvinde som vil stå bag ham, støtte ham igennem den forbundethed han har skabt gennem sit mod. Den kvinde ved også dybt inde i sit hjerte, at hun som ocean kan splintre hans skib og han vil kæntre og gå til grunde, hvis hun angriber ham fra dybet af, men i visdommen bære hun ham og hans skib, således at han vil sejle til verdens ende, for at hente og bringe hende gaver på hans taknemmelighed.