Lever vi for dagen i morgen, lever vi slet ikke.
Vælger du “ikke at vælge”, vælger du stadig ikke livet,
men et liv i isolation eller det at være, statist i andres liv.
Når vi ikke følger vores hjertes vej, er det som at leve på Buddinge station, en station uden indhold,
en vente perron, hvor alle andre, er på vej mod noget eller nogen.
Et liv uden retning, er et liv uden formål, og endestationen er ikke døden, men meningsløshed og fortvivlelse.
Alt levende i naturen, tjener et formål, som træer og amøber tjener et formål, enten i behov eller i naturen fødekæde. Så tjener vi ikke et større formål end overlevelse, så mister vores liv indhold og trivsel.
Livet er meningsløst, til vi begynder at tjene livet,
At vi bliver søgende i at forstå livet, at vi går på opdagelse i livet. Hvem er jeg ? Hvad er livets værdi? Hvad kan jeg få ud af livet? og hvad giver livet fra sig? altså hvad har jeg til verden?
Det er nysgerrigheden eller det smertelige der sætter rejsen i gang mod at finde det et autentisk liv, et værdifuldt ærefuldt job som menneske.
Mod det gode i livet, det sande, det ægte og skønne ?
Nåden er at når vi får fat i vores indre liv, i vores ufordømmende bevidsthed, er vi ikke længere i tvivl,
vi giver slip egoet evige sult, vi slipper illusionerne, sårbare snøfter vi i afskeden med fortidens smertekrop og et farvel til det ulevede liv.
Livet bliver levende, sanseligt og smukt, og som zen buddhisterne siger det; “Vi kan ikke træde samme sted i floden”. Det samme gør sig gældende i det sande liv, det er kun kulisserne som kan stå uden bevægelse.
Det sande jeg siger; “jeg er ikke den samme som igår, og i morgen hvem ved?”
