Lever vi kun for i morgen, lever vi faktisk slet ikke.
Ved at vælge ‘ikke at vælge’, vælger du stadig ikke livet, men et liv i isolation, eller ender som en statist i andres liv.
At undlade at følge vores hjertes vej er som at leve på Buddinge station – en station uden indhold, en venteperron, hvor alle andre er på vej et sted hen.
Et liv uden retning er et liv uden formål, og endestationen er ikke døden, men meningsløshed og fortvivlelse.
Alt levende i naturen tjener et formål. Ligesom træer og amøber tjener de enten et behov eller en rolle i naturens fødekæde. Hvis vi ikke tjener et større formål end blot overlevelse, mister vores liv både indhold og trivsel.
Livet er meningsløst, indtil vi begynder at tjene livet, bliver søgende i at forstå livet, går på opdagelse i livet. Hvem er jeg? Hvad er livets værdi? Hvad kan jeg få ud af livet? Og hvad giver livet fra sig? Altså, hvad har jeg at tilbyde verden?
Det er nysgerrigheden eller det smertelige, der sætter rejsen i gang mod at finde et autentisk liv, et værdifuldt og ærefuldt job som menneske. Mod det gode i livet, det sande, det ægte og skønne.
Nåden er, at når vi får fat i vores indre liv, i vores ufordømmende bevidsthed, er vi ikke længere i tvivl.
Vi giver slip på egoets evige sult, slipper illusionerne, og med sårbare suk tager vi afsked med fortidens smertekrop og siger farvel til det ulevede liv.
Livet bliver levende, sanseligt og smukt, og som zenbuddhisterne siger: “Vi kan ikke træde samme sted i floden.” Det samme gør sig gældende i det sande liv; det er kun kulisserne, som kan stå uden bevægelse. Det sande jeg siger: “Jeg er ikke den samme som i går, og i morgen, hvem ved?”
