Når vi er pressede og når det virkelig gælder,
så er vi top motiveret til at handle uden at tænke.
Vi skifter sind så at sige og handler instinktivt og med præcision. Vi handler faktisk som var vores liv afhængig af resultatet. Det forgår også med en reaktionstid som er en anden tid, end den vi normalt kender til. Det er her vi høre at folk overlever de traumatiske oplevelser i slowmotion, og deres handlinger sker lynhurtigt.
Det er som om vi har 2 “overlevelses tilstande”; Den ene mere hverdagsagtig og ikke særlig motiveret , faktisk er den destruktiv og meget passiv. Det er overlevelse i en beskyttet form og undgåelse på det strategiske plan. En undgåelse af frygtens årsager, man er i “Freeze mode” eller “Flight mode” som i passiv eller flugt fra situationer som kunne skabe konflikter eller tab. Det er også egoet´s mere komfort i at det går meget godt.
Og så denne “instinktive; når det virkelig gælder” tilstand, det er den postive side af en overlevelse, hvor man går i Fight mode, altså bryder frygtens barrierer og går til kamp. Det er her man er effektiv og det er her vi springer igennem alle forhindringerne, tvivlens tjørnehæk og modstandens plankeværk. Ja selv tiden er en anden tid, vi kan nå det hele på den halve tid og energiniveauet er enormt.
Det er her vi kan få gjort alt og alt virker som det bare lykkes, det er en rus, som man bliver nød til at stige af fra, for ikke at brænde ud. Det er ofte en selvkørende proces hvor man aldrig bliver arbejdsløs, men tilbagetrækning og andre behov skal passes.
Jeg er dog sikker på at denne instinktive tilstand er vores oprindelige og autentiske natur, som er befriet for frygt og angst.
Jeg kunnen fristes til at sige at denne tilstand skal kun bruges til det som nødvendige.
En element af nødvendighedens lov kunne hedde, “Så meget som muligt, så lidt som nødvendigt”.
