Overgang og opbrud – når livet kalder på forandring.
En fortælling om overgang, træthed og en ny begyndelse.
Af Mads Vang Christensen- Eksistens Instituttet – juli 2025

 

Der er et sted i livet, hvor det meste strander til, noget lukker, og det er omgærdet af tavshed, træthed, smerte og måske en eksistentiel skam, over ikke helt slå til.

En overgang, men hvad menes der med overgang, for det føles mere som overmoden, et forfald, tab og tomhed. Men måske er der mere i det end som så, trods det at det ligner endestationen, så er det en station, men de færreste kender det næste tog, og hvilke retning det tager, for på mange måder er det en skjult hjemkomst til det hjem vi aldrig nåede, det liv vil ikke fik med.

Kvinden mærker det først. Det starter ikke altid med hedeture, men med en tyndslidt tålmodighed. En træthed, som ikke bare handler om søvn, men om relationer. Omsorgstræthed. En mæthed over at skulle være noget for nogen hele tiden. Hun mister lysten – ikke kun til sex, men til det hele: opgaverne, forventningerne, kompromiserne. Hun vil ikke repareres eller genfindes, hun vil gerne være i fred. Ikke nødvendigvis alene, men i fred.

Manden forstår det ikke rigtigt. Han har været der, holdt rummet, givet tid. Han har ventet, håbet, til tiden der skulle komme, efter det rette job, efter børnene var flyttet, forældrene var gået bort. Men det er ikke et spørgsmål om tid. Det handler ikke om ham. Eller om hende. Det handler om noget dybere. Noget indre. Noget, som ingen af dem fik sprog for i tide.

De glider fra hinanden. Ikke af vrede, men af stilhed. Hun vælger livet, eller forsøger, med det som var hyggeligt engang. Hun søger det ude, det det ulevede. Han bliver tilbage, i en eksistentiel tomhed. Ikke kun over at miste kvinden, men over at miste sig selv i processen. For hvem er han uden den daglige betydning, uden samtalerne, uden blikket, uden kroppen ved siden af?

Han visner, langsomt. Ikke dramatisk. Bare mere fjern, mere stille. Dæmpet livskraft, dæmpet puls. Han tænder for skærmen. Tænder for flasken. Ikke for at give op, men for at dæmpe det, han ikke forstår, og det, ingen rigtig spørger ind til.

En sorg, der ikke græder, men siver. En mand, der ikke bryder sammen, men glider ud. Det er en skjult krise.

Det er ikke kun kvindens overgang, men hele parforholdets overgang. Det handler om alt det vi ikke fik sat ord på, fordi vi troede, det som lægen sagde, det med hormoner. DE sagde nu var det tid til at nyde livet nu efter den svære tid og børnene var kommet godt på vej.

Men det er noget dybere: En længsel efter autenticitet, noget ægte, noget der rør en, ja rusker en, ja noget der for det hele til at krakelere. En ny måde at være i live på, og en uendelig smerte hvis vi ikke finder en ny vej sammen.

For overgangsalderen ikke kun om forfald, tab, og forandring, men om at komme hjem. Men hjem til hvad – og til hvem – hvis vi mister hinanden på vejen?

Hvis vi ser på det i et mere åndeligt perspektiv, så kan vi læne os lidt om af Stanislav Grof som ikke taler direkte om overgangsalderen som fænomen, men hans arbejde og hans forskning pegende altid på forstyrrelser i forhold til bevidsthed og hele hans forfatterskab handlede om spirituel krise og indre transformation kan fint overføres til dette livsstadium.

Han ser livets kriser – også de fysiske og psykologiske vendepunkter, som overgange til transpersonlig udvikling. I denne optik er overgangsalderen ikke en afslutning, men en invitation til at slippe gamle identiteter og genopdage det essentielle selv. Det, han kalder for spiritual emergence, eller spirituel opvågning, er ofte forbundet med en følelse af tab, uro, depression, aggressivitet og desorientering, men også med potentialet for dyb heling og opvågning.

“Crisis is not necessarily something pathological; it can be a sign of transformation.”

Grof har også talt om det, han kalder for death-rebirth experiences, i andre sammenhæng taler vi om fugl Fønix processen, hvor noget må dø i os for at noget mere sandt kan fødes. I denne optik er kvindens overgang (og mandens afledte krise) en form for indre død og genfødsel, hvor kroppen sætter grænser, og sjælen beder om nyt sprog og retning. Det betyder ikke at skilsmisser er løsningen, tværtimod, for ofte tager man en genudsendelse tilbage til et tidligere udviklingstrin, med en kort forelskelse og en større smerte og ”åndelige tømmermænd”.

Kvinden som vis kvinde.
Noget tyder på at vi bliver nødt til at søge dybere både for at forstår denne overgangsfase, men også for at finde et det skjulte og ulevede liv under overfladen. Den Amerikanske Jungiansk psykiater Jean Shinoda Bolen forfatter til bl.a. Goddesses in Everywoman og Crones Don’t Whine, har skrevet mere direkte om overgangsalderen. Hun ser den modne kvinde som en “crone” – ikke som en gammel kone, men som den vise kvinde, der endelig slipper idealerne om at være til for alle og træder ind i sin egen kraft.

 

“The crone is the archetype of wisdom, of cutting through illusion. Menopause is her threshold.”

Når Jean Shinoda Bolen taler om Crones Don’t Whine betyder derfor noget i retning af:

“Den vise, modne kvinde brokker sig ikke – hun ved, hvad der er værd at bruge sin energi på.”

Ordet crone stammer fra oldengelsk og har historisk været brugt om ældre kvinder, ofte forbundet med hekse og visdom. Bolen tager begrebet tilbage – og giver det ære og kraft. For hende er Cronen: – Den kvinde, der har levet, lidt, elsket og lært. – Den kvinde, der ikke længere behøver at behage. – Den kvinde, der taler med ro, humor og autoritet.

“Menopause is her threshold.” Overgangsalderen er hendes tærskel. Det er her, hun træder ind i den vise kvindes arketype – ikke som en afslutning, men som begyndelse på et nyt liv i egen kraft.

 

Kvinder der løber med ulve.

Og mere fra den Jungianske fold har vi Clarissa Pinkola Estés er en amerikansk jungiansk psykoanalytiker, digter og fortæller, født i 1945 i Indiana, USA. Hun har mexicanske og ungarske rødder og blev adopteret ind i en latinamerikansk familie, hvor mundtlig fortællekunst og spirituelle traditioner spillede en stor rolle.

Hun er mest kendt for sin ikoniske bog: “Women Who Run With the Wolves” (Kvinder der løber med ulvene), som forener jungiansk psykologi, mytologi, eventyr og kvindelig visdom i en dybt arketypisk fortælling om kvindens psykologiske og spirituelle udviklingsrejse.

Clarissa er Uddannet Ph.d. i etnopsykologi og jungiansk analytiker. – Lang erfaring med at arbejde med kvinder i traume, særlig inden for misbrug, vold og undertrykkelse. Hun er Poet, aktivist, katolsk mystiker og spirituel underviser.

Hun ser kvindens udvikling som en mytisk og sjælelig rejse, hvor overgange som menstruation, moderskab og overgangsalder er arketyper i bevægelse.

Når vildkvinden vågner.

I Kvinder der løber med ulve, beskriver Clarissa Pinkola Estés overgangsalderen som et tidspunkt, hvor kvinden “tager sin sjæl hjem.” Det er her, hun ikke længere vil give sig selv væk for at blive elsket. Her begynder den egentlige frihed.

“Når en kvinde endelig lærer, at det er umuligt at tilfredsstille verden, bliver hun fri til at lære, hvordan hun tilfredsstiller sin sjæl.”

Clarissa Pinkola Estés ser overgangsalderen som et kald til vild visdom – til at samle sjælens knogler op og synge dem hjem.

Et udviklingstrin uden navn.
Overgangsalderen er sjældent anerkendt som et reelt psykologisk udviklingstrin i vores kultur – hverken for kvinden eller for manden, der står i relation til hendes forandring. Det skal måske ses i lyset af den moderne kultur hvor vi hylder skønhed, succes og præstationer. Og det er måske lige her vi har problemet, at det moderne menneske ikke har fat i sig selv, sine rødder, sin sjæls bevidsthed. Og derfor bliver det mere en endestation, med smerte, uro, grundløs utilfredshed, depression, modløshed, ja og konflikter samt skilsmisser.

Men både Grof, Bolen og Estés antyder, at dette er en port til dybere mening, hvor gamle roller må dø, og nyt liv kan begynde – hvis vi tør stå i uvisheden, uden skyld og uden at presse hinanden tilbage til de gamle mønstre, forpligtelser og rutiner.

Men hvad sker der, når porten ikke passeres?

Noget tyder på, at mange kvinder – og deres partnere – aldrig nåede helt frem. At noget vigtigt blev sprunget over. I min egen terminologi taler jeg ofte om den eksistentielle port – det punkt, hvor vi træder i karakter som hovedpersonen i vores eget liv. Hvor vi tager fuldt ejerskab og lederskab over vores eksistens, vores trivsel og vores behov. Men mange kvinder fik aldrig mulighed for at stå af her. De steg aldrig ud af toget og trådte ud på perronen, hvor selvstændighed, frihed og identitet ventede.

Og måske er det netop her, kvalerne opstår. Ikke som fejl i kroppen, men som en sorg over ikke-levet liv. Over at have levet for længe i fornuftens tjeneste og familiens rytme. Over ikke at have danset i balsalen af moden forelskelse, af sanselighed og et erotisk, dybt feminint liv.

Så overgangen mellem det vante levede liv og det otium som kommer med visdommen, friheden, og den større forbundethed med naturen, ånden og den større helhed, bliver et større udviklingsskridt, end både psyken og erfaringen kan støtte op om.

Så derfor kommer fødselsfeberen, hedeturene, uroen, den grundløse utilfredshed og det svære ved kropslighed. Men det handler ikke kun om østrogen, hormoner og kroppens forandringer, det handler om sjælens og det undertrykte liv som ikke længere lader sig undertrykke. En indre overgang, som skriger efter ydre forandring.

Hvis kvinden ikke får mulighed for at træde ind gennem den eksistentielle port, bliver det svært at passere videre – ind i visdommens port, og siden bevidsthedens port. Og så bliver overgangsalderen ikke en åbning, men et kollaps. Ikke en hjemkomst, men en flugt.

Derfor må vi begynde at se overgangsalderen for, hvad den også er: Et vendepunkt.

Overgangsalderen – både som fysisk, relationel, eksistentiel overgang og spirituel krise – er ikke kun et biologisk eller psykologisk fænomen. Det er en passage. En port. Og i din terminologi og praksis er det tydeligt, at dette ikke blot er en overgang, men en af livets helt store eksistentielle porte – eller måske endda bevidsthedens port.

Overgangsalderen som eksistentiel port.
Det, vi kalder overgangsalder, er i virkeligheden nogle overgangsfaser – vi kunne kalde dem den eksistentielle port og bevidsthedens port. To faser. Og hvis ikke kvinden er gået igennem den første port, så er det, at det hele nærmest brænder i fødselsfeber.

Inden kvinden kan træde frit gennem den eksistentielle port, må hun ofte først igennem sorgen. Sorgen over alt det, hun var. Alt det, hun bar. Alt det, hun ofrede. Det er ikke en bitter sorg – det er en dyb sorg. En kærlig sorg. En sørgen over liv, der har været levet for andre. En sørgen over kroppen, som forandres. Over det elskede, hun ikke længere kan elske på samme måde. Og netop sorgen – den tyste, den stumme, den som ingen spørger ind til – er ofte det, der står i vejen for den nye begyndelse. Hun må sørge, før hun kan slippe. Før hun kan træde frit gennem porten, må hun ære dét, hun forlader.

Det, der i den medicinske terminologi kaldes hedeture og hormonelle svingninger, kan også forstås som fødselsfeber – en indre ild, som brænder det gamle væk og varsler noget nyt. Ikke bare som symptom, men som signal. Ikke sygdom – men transformation.

Hedeture, siger man. Men hvad hvis hendes krop ikke er i overgang – men i fødsel? Ikke af et barn, men af en ny bevidsthed. En ny frihed. En ny kvinde. Feberen brænder det gamle væk. Ikke med vold, men med varme. Den rydder ud. Og når hun endelig står på den anden side – svedig, træt, men fri – så er det ikke afslutning. Det er hjemkomst.

Når kvinden har passeret den eksistentielle port og står i livet som sin egen, begynder en ny form for frihed. Ikke nødvendigvis larmende og storladen, men stille og indre. Hun lever ikke længere for at blive elsket – hun lever for at være sand. Det betyder, at hun ikke længere forhandler med sig selv for at passe ind, men begynder at forme sin verden, så den passer til hende. Hun fylder sin kalender med det, der nærer. Hun siger ja med kroppen og nej med ro.
Hendes venskaber forandrer sig, hun søger dybere samtaler, færre masker, mere ægthed.
Det sanselige og det nære får en anden betydning – ikke som præstation, men som næring. Hun begynder måske at skrive, male, rejse, eller bare være i verden på egne vilkår. Ikke for at finde noget, men for at være med det, der allerede bor i hende.

Her bliver det eksistentielle plan ikke kun et sted for refleksion – det bliver et sted, hvor hun begynder at vælge anderledes. Hun tager ejerskab over sin trivsel, sit nærvær, sit indre kompas. Hun opdager, at selvkærlighed ikke er luksus, men nødvendighed. Det er i denne fase, hun genopdager det erotiske som energi og som kontakt, ikke nødvendigvis seksuelt, men som en levende puls i mødet med verden.

Men efter denne eksistentielle fase begynder et nyt kald. Et som ikke handler om frihed, men om fordybelse. Det er ikke længere nok at leve i overensstemmelse med sine behov. Der begynder at komme et behov for helhed. Noget, der ikke kan ejes, men må rummes. En længsel, der ikke kan tilfredsstilles, men kun omfavnes. Det er her, bevidsthedens port venter.

Bevidsthedens port.
Når kvinden træder ind i denne næste fase, begynder hun at slippe fortællingerne. Hun har ikke længere behov for at vide, hvem hun er. Hun er. Det bliver muligt at leve i det åbne, uden svar, uden forudsigelighed. Visdom opstår, ikke fordi hun har lært noget nyt, men fordi hun har opdaget, hvad der ikke længere er nødvendigt at bære. Det spirituelle åbner sig – ikke som dogme, men som oplevelse. Hun begynder at se forbindelser, hvor der før kun var hændelser. Hun træder ind i et felt af indre ro og langsomhed. Ikke for at trække sig fra livet, men for at blive mere nærværende i det. Der er ikke længere noget, hun skal bevise. Nu skal hun blot være.

Det er her, det hele kan samle sig. Hun har ejet sit liv. Hun har sørget. Hun har elsket. Og nu begynder hun at bære det hele med sig – ikke som tyngde, men som tyngdepunkt. Herfra kan hun møde andre, ikke for at blive spejlet, men for at være vidne. Herfra kan hun elske, ikke med længsel, men med tilstedeværelse.

Men hvis den eksistentielle port ikke blev passeret, så bliver denne fase ikke en åbning – men en smerte. Så bliver der ikke tale om visdom, men om et liv, der ikke fik plads. Det er her, sorgen slår rod, og kroppen forsøger at bære det, sindet ikke fik mulighed for at slippe. Det er her, fødselsfeberen brænder. For to livsfaser forsøger at finde vej på én gang: den, der aldrig blev levet, og den, der nu kalder.

Derfor må vi gentænke overgangsalderen. Ikke som et biologisk tab, men som en sjælelig passage. Ikke som et fald, men som en rejse. Ikke som noget, der skal fikses, men som noget, der skal æres. For kvinden i denne fase bærer på to livsopgaver: hun skal sige farvel til det, der ikke længere kan bæres, og hun skal byde velkommen til det, der endelig vil komme frem i lyset.