Vi lever i en verden, hvor det kan være svært at finde fodfæste, og ens sande værdier. Med ens sande værdier, mener jeg de værdier, du har forankret i dit inderste kammer, de værdier, som du når først du kender dem, er klar til at dø for, eller mere humanistisk, hvis du ikke udlever dine værdier, visner du og bliver en skygge af dig selv.
Det moderne menneske er nået til en kant, hvor de menneskelige værdier, begynder at mistes. Det gør de når individualismen når sit højeste, for der står individualisterne alene på sejrsskamlen eller alene i skammekrogen. Det er her, at når vi mister os selv, mister vi alt, vi bliver fremmedgjorte for os selv, og dermed også for hinanden. Vi er nemlig ikke noget i os selv, vi kan ikke være noget, hvis vi ikke er noget for nogen. Det er i det greb, vi holder fast i konkurrence-statens principper om, at skulle være noget, fremfor at være nogen for andre. Det er her, at enten går vi efter noget, eller også er vi fortvivlet over, ikke at vide hvad dette noget, vi skal være, er. Måske en sund reaktion på, at det ikke giver mening, i være noget, uden at være noget for nogen, at være i verden, at være sammen med nogen andre, som kan være noget for en.
–
At være den man er, giver mulighed for at vælge den man ønsker at være. Umuligt er det at være noget man ikke ønsker at være, for at blive noget andet.
–
At miste sig selv, er at miste alt, for har vi ikke fat i vores sande jeg, har vi ikke fat i den verden vi er forankret i. Det betyder at vi har lukket os, om os selv, i et selvskabt univers, hvor vi lever et liv med fortrængning, undladelse og undgåelse, det at klippe og klister til man finder en virkelighed, som ikke gør ondt, eller bringer os i følelsen af mindre værd, skam eller skyld. Dette at hæve sig selv over at være et menneske, kræver en konstant gøren og laden, at hele tiden være på, at være i bevægelse mod et illusorisk mål, samtidig med, at være i bevægelse væk fra de mindre værdige følelser og tilstande, som er uundgåelige som menneske.
–
–At være mindre værd, eller at undgå mindre værd, er begge undgåelse på at mærke livets sande natur, det at være sig selv, og det at være til i verden. At føle sig mindre værd er ikke en naturlig tilstand eller følelse, det er noget som er gjort ved os, noget nogen har fået os til at “købe” iscenesætte. Altså noget andre har påført os, en anden virkelighed, end den sande virkelighed, vi er i vores sande kredsløb er.
–
At møde modgang, svigt, manglende kærlighed, tab, døden, uretfærdighed er alle grundvilkår, men hvad vi gør med det, er vores evne til at vælge med til, om det gør os stærkere, eller vi lader os drukne i ulykkeligheder og fortvivlelse.
–
Når nogen byder os andet end kærlighed, så vil vi så længe, at vi er afhængige af det som bydes os, købe vi ind på disse vilkår, vi kan ikke andet. Vi er afhængige af den kontakt vi kan få, dårlig kontakt er som sagt bedre end ingen kontakt.
Fordringen må være, at søge efter det som må være ægte, naturligt i os selv, såvel som i verden. I stedet for at holde grebet om en virkelighed om mindre værd, må være, at søge efter en dybere værdi, i os. At søge det ægte, hvad det så end må være, så er mindre værd, ikke en værdi, men et greb på en manglende værdi, at holde fast i at noget i mig som mangler, noget er ikke som det skal være. Vi kan simpelthen ikke være noget som er mindre, lige så lidt, som vi kan være noget som ikke længere eksisterer.
–
Angsten for at forlade det vanlige og det trygge, er vokset i takt med vores “Alene er vi herre over vores liv”. Faktisk er angst ved, at være en grundstemning, når og hvis vi ikke har fat i os selv, og vores værd og væren i os selv og i verden. Således kan vi næsten sige; “Angst eller livet” enten er det angsten der driver os, eller også er det livet og lysten der driver værket. Så enten er det frygt eller kærlighed, ganske som det har været præket i 1000 år.
–
De fleste kan være enige om, at kærligheden er det dybeste niveau i os som menneske. Det er grundvandet i vores eksistens, men paradokset er, at de fleste har vandskræk og de færreste stoler på kærligheden som noget som er konstant.
–
Hvis vi har den tese, at kærlighed er vores dybeste, så må vi, når vi er i kontakt med den, være fri af mindre værd. De fleste mennesker kan godt genkalde sig oplevelser og perioder i deres liv, hvor de har været i kontakt med stærke kærlige følelser, men hvad gør at de ikke tager ansvar for dem, at følge dem, at nære disse følelser. når disse tilstande er fri af mindre værd, skyld, skam, og utilstrækkelighed? Nuvel det kan vi lade stå åbent, men blot konstatere, at når vi har fat i vores følelses jeg, vores sande jeg, som er både følende og sansende, så har vi fat i vores eksistens, vi har en plads i verden, og vi har meget at gøre og opleve i verden, når vi elsker og er til, i kærlighedens sanselighed. Det er her vi godt kan nævne vores værdier, eller det er her, vi er i stand til at finde dem i os. At når vi er uden af angstens lukkede rum, dette isolerende sted i vores sind, er det muligt for os at gå på opdagelse i vores indre landskab, vores indre natur. Det er her budhisterne siger, at det ikke er muligt at træde samme sted i floden. Og med det menes at vi er i konstant bevægelse og forandring, ligesom naturen. Det er her livet er dynamisk og levende, modsat når vi er i vores sind, hvor de samme 10.000 vis af tanker holder os fast i forestillinger og overbevisninger.
–
Når vi er befriet for dette mindre værd, befriet af afhængigheder, som afhængighed af andre, som skal bekræfte os i at vi er gode nok, at vi er værdige nok til at blive elsket, som er det ydre greb, som lige knapt holder os over angstens kolde vande, så er vi i dette gode i os, dette landskab af frie muligheder. Vi finder os befriet af isolationen trange og ofte kvælende begrænsninger. Frie til at vælge, frie til at elske og det er her, vi kan slippe de grundlæggende behov som er tryghed og sikkerhed. Ikke at vi ikke har brug for tryghed, for det har vi, men vi har trygheden i os selv, fordi usikkerheden har forladt os, sammen med den evige angst som kommer med uvidenhed. Men et nyt behov opstår, nemlig behovet for at opleve, at gå på opdagelse i livet, og i livets muligheder. Altså hvem er jeg, en åben og uendelig nysgerrighed på sig selv, modsat når vi ikke har fat i os selv, i vores lave selvværd, så er der meget konkrete domme på alle vores ufuldstændigheder, den evige selv-forsømmelse.
–
Når vi finder os værdige, er det fordi vi er tro mod os selv, altså vi er troværdige, dette er vores sande natur, vores autenticitet, en tilstand af nærvær og ærlighed.
–
Når vi forlader vores betinget liv, det liv som vi har “købt” altså det syntetiske liv, som ikke rummer værdierne, men tværtimod rummer selvfordømmelse og angst for ikke at være god nok, angst for at blive kasseret, angsten for fiasko, så har vi fået så meget selvindsigt, eller bevisthed om at der er et liv udenfor isolationen, og at vi har fundet modet til at være søgende, mod mere bæredygtighed, mere nærvær, mere kærlighed, ja mere livfylde, værdier, mening og ikke at glemme, En mission som giver mening.
–
At forlade angsten, fordømmelserne, de falske selvbilleder, er her hvor vi er på vej mod “Den eksistentielle port” eller på vej igennem den. Det er hvor vi forlader alt det som vi ikke er, det er også her vi slipper historierne om hvem vi er, slipper undskyldningerne og de mange måder, vi undgår at tage vores fulde ansvar.
–
Vi bliver den vi er, vi bliver den vi ønsker at være, fordi vi gør det som styrker os, styrker vores relationer, de ærlige, dem som ønsker os det godt. Vi bliver tilfredse med os selv, på en uselvisk måde, hvor ansvar er det bærende, det som sætter os fri. Det ansvar som altid bliver nævnt i forbindelse med frihed under ansvar, men det er de færreste, der kender denne frihed, de kender til fri af arbejde, fri af opgaver, men den eksistentielle frihed, kender kun dem som har gået vejen igennem “Angsten Korridor”, “Skammen Arkiver” ja forbi hele arkiv-massen der har drevet dig væk fra dit naturlige kredsløb. At forlade sin lidelseshistorie for at blive sit ærlige autentiske jeg, som kan stå af sig selv, at være enestående, at være sig selv bekendt.
–
At finde sig selv, er at finde sine værdier, det at finde noget at leve for, noget at leve af, og nogen at leve med. Det er her at mening og formål med livet går op i en højere enhed. Det er her at den før-eksistentialistiske filosofi; At livet er meningsløst, som grundform, kun passer til livet, før vi går igennem “Den Eksistentielle Port” fordi, at efter vi er gået igennem porten, hænger alting sammen i en højere orden også i forhold til døden, fordi livet kommer før døden, og den der har turde leve, er ikke bange for døden.
