Nogen gange mister jeg modet, energien og troen,
ikke fordi mit liv og min situation er truet eller mangler dynamik, liv og glæde,
men alene fordi jeg er påvirkelig af den verden jeg lever i.
Jeg bliver ramt, rørt og rystet over mine medmennesker valg og ikke mindst manglende valg og ansvar.
Jeg bliver ramt over måden vi driver hele vores administration af vores medmennesker,
Rørt bliver jeg når jeg ser hvordan vores unge mister grebet, troen og rødder i,
at være til- og hvordan de kan bedrage og skabe deres liv og bidrag til verden.
Rystet bliver jeg når jeg ser hvordan mine medmennesker rammes af systemiske psykiske lidelser, som var det en virus.
Modet forsvinder, når jeg ser hvordan vi behandler vores jord, dyr og resurser,
som om dét var sidste dag vi havde chancen, for at få den sidste bid før dommedag.
