Nærvær
Der er ikke meget at tage fejl af, ordet nærvær, vi ved godt, at det betyder at være i nærkontakt med noget godt. Alle ønsker det, og mange gør store anstrengelser, for at opnår et større nærvær, men nærvær er egentligt det modsatte, nemlig mindst mulig anstrengelse.
Der er dog nogle basale elementer som skal være på plads, i fred og i hvile før nærvær opstår,
og den mere nøjagtige formulering er, “før nærværet træder frem”, for nærvær er ikke noget der kommer, men noget som er.
Nærvær er noget som er konstant, det er bare os, som beskæftiger os med en masse støj, som sløre, og begraver nærværet.
Så når vi fjerner abstraktionerne, forstyrrelserne, pligterne, impulserne og alle gøremålene, så vil vi, efter en tid med abstinenser, begynde rejsen mod nærværet.
3 forstyrrende elementer
Men lad os lige dvæle ved abstinenserne, ”hvad mener jeg med det?” Jo jeg mener, at uden vi er klar over det, så tjener vores stressede tilværelse 3 elementer. Det første er belønningen, som vi får for at gøre, give og bidrage. Det at vi får både af os selv og af omverden, belønning for at gøre noget for nogen.
Belønningen er både i kemi, som i dopamin, endorfin og oxytocin, i en top blanding, som end ikke en kemiingeniør ville kunne genskabe. Men også gennem social anerkendelse, feedback, og positive modydelser, gaver, klap og berøring. Hvilket jo blot forstærker vores kemifix.
Det næste element, som dette stress og gøren tjener, er, at ofte er vore identitet, bundet op på hvad vi gør, altså både arbejdsmæssigt, men også i pligter og forpligtelser.
Altså, at når vi gør noget, så er vi noget, og nogen vil så gerne have os. Så i det øjeblik vi ikke bidrager til ”Livsopretholdelsen”, bliver vi identitetsløse, vi mister grebet, kontrollen, fokusset, og for en stund, bliver vi lammede og derved også følelsesløse, fordi vores følesans er så betinget af ydere faktorer. Vores primære følelser er altså betinget af vores handlinger, hvilet giver “Noget for noget”, en ”Gør jeg det godt for dig”, så giver det mig en god følelse og samvittigheden bidrager også til en kropslig tilfredshed.
Tydeligst ses dette scenarium, når vi pludselig bliver fyret, mister jobbet og får lov til at fratræde med øjeblikkelig virkning. For dem som rammest hårdest, bliver det næsten til, at blive reduceret til et spøgelse med kronisk selvbebrejdelse. Og ganske kort, så der hvor dette fænomen rammer hårdest, er hos Dem, som kun er set og har fået ros på deres handlinger som barn, og måske endda opdraget til, at man jo skal være i gang, for ikke at være en doven hund.
Sidste element, i dette nærvær´s forstyrrende landskab er, at det også tjener som beskyttelse, som i, ”At så længe jeg er i gang med at gøre “gode ting” som giver mig gode betingede reaktioner (reaktive følelser), som god samvittighed, glæde, og lyst”, så slipper jeg for at mærke de mindre “gode følelser” (negative reaktive følelser), som hvis jeg ikke tænker på andre og gør noget godt for andre, så er jeg et egoistisk og dårligt menneske (neurotisk tanke), hvilket gør at jeg mærker skam og skyld.
Disse mindre gode reaktive følelser, som jeg har døbt dem, er fordi de er opstået i fortiden, og derved ikke ægte følelser, men betinger af nogen har dømt mig, med skamfølelse og en følelse af mindre værd.
Disse destruktive følelser, eksistere som “undertrykte domme og stemplinger” af os.
De er uafsluttede, dels fordi de ikke er sande, men at de har skabt et åbent sår, på os, som ikke er helet op. Som de kunne have været, hvis vi efter, vi havde fået skæld ud, var blevet mødt, med forståelse og kærlighed, som en udredning på denne dom, ikke var på mig som menneske, men på min handling og fordi jeg ikke vidste bedre.
Så for at slutte dette sidste element af, med dét som vi i første omgang kommer i kontakt med, i denne selv-beskyttelse. For det er nemlig ikke såret, eller den negative oplevelse, men dommen, som hersker over os, -holder os til ilden, og fordømmer os, ved det mindste tegn på, at vi nærmer os, en situation som ligner den, som gav dommen i første omgang.
Det er i dette uafsluttede loop, som genspilles igen og igen, til vi har fået lavet nogle overbevisninger og nogle leveregler, som tjener os som beskyttelse, mod at blive dømt igen, forkastet, kasseret, ikke værd at elske.
Det er dét, der menes med, “vores indre dæmoner”, som i virkeligheden beskytter, vogter og skjuler vores fortids sår og grundfrygt, som dannes ved dette første og mest skræmmende møde med fordømmelse.
Når vi forlader, eller nærmere giver slip på disse betingede elementer, som holder os fast i de sociale spil og regler, så møder vi en grad af frihed. For vi er frie, vi opdager denne eksistentielle frihed, og dette åbner op, for en frisættelse af vores undertrykte autentiske og sårbare jeg. En frisættelse som også medfører en forløsning af en undertrygt eksistentiel sorg, som jo dannes ved at have været undertrygt, og tabet i fraværet af kærlighed. Men det er ikke kun sorg, der er i disse tårer, men også en grad af taknemmelighed, og kærlighed.
Denne første tid, vil efter frisættelsen, være sprudlende, livs-givende og kroppen vil gerne være i bevægelse, som når en øko-ko, kommer på græs i det tidlige forår, efter en mørk vinter i stalden. Men når dette overstrømte, rørstrømte følelsesliv, finder sit naturlige hvile, opdager man, at der er fred i sindet, ikke en tanke rør på sig, men en større bevidsthed som blot vover over helheden, både i det indre og det ydere landskab, og her kære venner, her findes nærværet, uendeligt og smukt.
