Når vrede banker på, så forsøg ikke at sløre eller undertrykke den.
Lad den tale, lyt til den, lad den få luft til at brøle, brøl tilbage og brøl sammen.
Lad Vreden få sit øjeblik, sin stemme. Lyt til den og lær om retfærdighed og grænser.
Vrede er din grænsevogter og den som kan afslutte det umulige, det urimelige, og det som ikke er godt og sundt.
Vrede er den eneste som kan sætte grænser og skabe klarhed.
Undertrygt vrede er at undertrykke dig selv, dit liv og kærligheden. Undertrygt vrede bliver til syre i kroppen, spændinger og et betændt nervesystem, en konstant alarmeret tilstand, at frygt og uafsluttethed.
Et kronisk samvittighedsstyre som bliver undertrykkelsens kompensation, en skyld som ikke udfries.
Angsten bliver den underliggende grundtone og skammen bliver et naturligt kompenserende udtryk, når ikke du har fat i dig selv.
Den undertrykte vrede bliver det tavse skrig under isen, det indefrossede selv. Du ejer ikke din egen stemme, hvis du gemmer på forbudte følelser. Og særlig når vreden står i spænd, står først for, så spærre den for resten af den følelsesmæssige familie, eller også blive følelserne betinget af kompensation, hensyn, og tilpasning. Vi blivet det “glade barn” uden glimt i øjet, uden ægte og dyb glæde. En betingethed som gøre følelser og vores liv og handling til en funktion, og det at være os selv med fred,
er umuligt. Vi bliver afhængige af at være noget for nogen, og sælger gerne ud af værdier, grænser og holdninger, da vi ikke kan stå alene eller på mål for os selv, uden vreden som vogter.
Vreden er uden undertrykkelse, uden uafsluttede og konflikter, rygraden og holdningen i livet og til levet.
Verden er nøglen til frihedens port.
