I langvarige forhold opstår der ofte ro, tryghed og en fælles relationsidentitet. Hverdagen fungerer. Der er styr på samarbejdet, det praktiske og livet, som det leves. Det kan føles som modenhed.
Men det, der glider i baggrunden, er det usikre. Det sårbare. Alt det, der ikke kan effektiviseres eller måles. Kroppen bliver let reduceret til funktion, frem for et levende sted for følelser, længsler og angst. Vi ved, hvad vi er værd i det praktiske, men mister forbindelsen til det, vi længes efter.
Når den psykiske og følelsesmæssige krop træder tilbage, mister det væsentlige sit fundament. Sorgen bliver ofte den første, der forstummer. Der er jo så meget at være tilfreds med. Men når sorgen skubbes i skyggen, følger intimitet, erotik og seksualitet med.
Der opstår et skel mellem det praktiske jeg og kroppen. Det, vi oplever som forkert eller upassende i os selv, bliver til skamfulde sider, der splittes væk. Kroppen mister sin stemme, og når den kalder, gør den det ofte gennem skam eller angst. Det er svært at lytte dér.
Sårbarheden trækker sig ikke, fordi der er tryghed nok, men fordi der mangler kontakt.
Kroppene bliver langsomt fremmede for hinanden. Ikke i konflikt, men i stilhed. I det, der ikke længere berøres, udforskes eller mødes med nysgerrighed.
Når livet låses fast i roller og rutiner, mister vi kontakten til det sjælelige og det levende. Seksualiteten mister sin risikovillighed. Den bliver funktionel, sporadisk eller forsvinder. Ikke som et fravalg af den anden, men som en beskyttelse af det skrøbelige selv.
Manglende sex i langvarige forhold handler sjældent om for meget rutine, men om for lidt levende kontakt.
For lidt sansning. For lidt mod til igen og igen at møde hinanden som fremmede.
Først når kroppen igen får lov at være et levende, følende sted, kan intimitet, erotik og seksualitet opstå som et valg.
Som en bevægelse mod hinanden, der stadig er værd at tage risikoen for.
