Der findes en sammenhæng mellem tavshed og tab af lyst.
Ikke fordi mænd mangler begær, men fordi noget i dem mangler et sted at lande.
Mange mænd går alene med det, der trykker. Ikke af modvilje, men af vane. Følelser bliver noget, man håndterer i stilhed, noget man bærer frem for at dele. Der mangler ofte sprog til det der værker i kroppen.
Mandeforsker Svend Aage Madsen har i årevis peget på, at mænds følelsesliv er langt rigere, end vi kulturelt giver plads til. Problemet er sjældent manglende følelser, men manglende rum til at dele dem. Når sproget for det indre liv mangler, finder kroppen ofte sin egen måde at reagere på.
Sexlyst er ikke et isoleret fænomen. Den lever i samme landskab som tryghed, kontakt og indre ro. Når sindet er fyldt, og afdelingen for overlevelse og vedligeholdelse er den eneste som arbejder på højtryk, så synker lysten og behov ned under smerte, frygt og utilstrækkelighed.
Der lever stadig en forestilling om, at mænd altid har lyst. At begæret er konstant, enkelt og driftstyret. Den fortælling gør det svært at være mand, når lysten svigter. For hvem er man hvis man end ikke kan holde biologien og evolutionen i arv.
Mange mænd mister modet til at handle på det som ikke er livsnødvendigt, forpligtelser styret af samvittighed, og skellet mellem funktion og lyst bliver uoverskuelig. Så mænd tier, de bliver marineret i skyld og skam og tavsheden bliver konstant.
Sexus-undersøgelsen viser, at mænds seksualitet er langt mere sårbar og situationsafhængig, end myten om den altid villige mand giver plads til. Lysttab og seksuelle vanskeligheder optræder ofte i perioder præget af pres, stress og manglende følelsesmæssig kontakt. Det er langt mere udbredt, end vi taler om.
For når manglende lyst ikke får sprog, bliver den til skam. Når skam ikke deles, bliver den til afstand. Og afstand i det intime rum mærkes hurtigt. Mindre berøring. Færre kys. Blikket, der glider væk.
Det handler sjældent om manglende tiltrækning. Ofte handler det om indre pres, utilstrækkelighed, træthed eller en følelse af at stå alene med ansvaret for at fungere. Som mand. Som partner. Som menneske.
Mænd taler ofte med kvinder om deres følelser. Hvis de taler.
Kvinder taler med hinanden.
Og sådan opstår en skævhed, hvor mænd mangler et fortroligt med andre mænd.
Et sted, hvor sårbarhed ikke skal forklares eller forsvares.
Når kroppen ikke vil, er det let at trække sig ind i sig selv. Pinligheden tager ordet fra én. Netop her er det afgørende, at relationen kan rumme det usagte. At intimitet ikke reduceres til præstation.
Nærhed er mere end penetration. Berøring, varme, langsomhed, tilstedeværelse.
Kroppen åbner sig, når den føler sig tryg.
Det hjælper, når der bliver talt. Ikke nødvendigvis længe, men åbent og ærligt.
Et enkelt spørgsmål kan være nok:
Hvad sker der i dig lige nu?
Og derefter:
Hvad har du brug for?
Svarene behøver ikke være færdige. De må gerne være famlende, spørgsmålene kan virke som en tryg havn, måske senere kommer svaret, men havnen skal være tydelig og mest af alt sikker.
For det intime rum bliver for mange mænd som kabyssen på deres skib, og hvis de sejler som var i høj sø, eller den norske skærgård, ja så slipper de ikke roet. De kropslige møde og kontakten forsvinder langsomt. Det ef som om at kun ved roet, er der mindst dårlig samvittighed, og utilstrækkelighed, skylden og skammen er gået i kabyssen for en stund.
Derfor giver det mening at tjekke ind, også når det går godt. Ikke for at reparere, men for at være i kontakt. Lyst trives bedst dér, hvor man ikke skal skjule sig.
Mænd mister ikke lysten, fordi de er forkerte. de mister den ofte, fordi de står alene med det, der gør dem menneskelige.
Og lige netop dér begynder vejen tilbage.
