Vi lærer kærligheden at kende, når vi tør se os selv i øjnene. Ikke gennem romantiske og sammensatte forestillinger og selvbilleder, men gennem den måde, vi mødes på i nuet, i sammenspillet og i nærværet.
Der findes en nødvendig eksistentiel afhængighed i livet. Det er her, hvor vi kan læne os ind i hinandens hænder, tanker og arbejde. Det er en del af fællesskabets forbundethed.
Den psykologiske afhængighed er noget andet. Den opstår, når ensomheden i os leder efter et sted at gemme sig.
Når længslen efter lindring bliver forvekslet med kærlighed.
Så knytter vi os til den anden, ikke fordi vi vælger dem, men fordi de dulmer noget i os. Frygten, adskillelsen, tomheden.
Vi kalder det kærlighed, men ofte er det flugt.
Og mens vi søger nærhed, trækker sindet sig længere væk fra sig selv.
Paradokset er, at jo mere vi kræver sikkerhed af den anden, desto mere uroligt bliver alt. For ingen kan bære rollen som vores redning uden at blive slidt op af det.
Når trygheden trues – som den altid gør, når den placeres uden for os selv – vågner de gamle reaktioner. Vrede, jalousi, kontrol, tilbagetrækning.
Her bliver et vigtigt spørgsmål stille i os:
Er det kærlighed, når jeg ikke kan være uden dig?
Eller er det frygten for at stå alene?
Kærlighed er ikke afhængighed.
Kærlighed er heller ikke jagten på nydelse eller gamle øjeblikke, vi forsøger at genskabe. Det er ikke genbrug af minder. Nydelse kan være en del af kærligheden, men når nydelsen bliver selve målet, forsvinder glæden som en stille udånding.
Kærlighed opstår dér, hvor vi står frit.
Hvor vi mødes som mennesker og ikke som medicin for hinandens sår.
Hvor vi tager ansvar for vores eget indre kaos og ikke lægger det i den andens hænder.
Frihed er ansvar.
Ansvar er orden.
Og i denne orden bliver kærligheden et valg og ikke en erstatning for det, vi undgår i os selv.
Kærlighed er ikke en flugt.
Kærlighed er et møde.
Et møde, der kun kan finde sted mellem to mennesker, som ikke bruger hinanden som skjulested, men som hjem.
