Smerte er uundgåeligt, ja nærmest en nødvendighed.
Smerte er når vi opdager, at vi er igang med at miste det trygge, det velkendte.
Når det´ vi forbinder med kærlighed, begynder at opløse sig, på samme måde som når en slange skifter ham.
Vi kender det fra skilsmisse, hvor mange ofte rammes, både af chok og angst for det ukendte. Det er denne skiften fra det velkendte og det vi identificerer os med, til det angstfyldte “hvem er jeg så?, og hvad skal der ske med mig?”.
Det er her smerten opstår, i at afklæde sig gamle klæder, ofte så er det “Et Vi” der bliver “revet” midt over. En adskilles af en fælles identitet og en smertelig adskillelse fra vores fælles historie.
Smerten kan være ulideligt og nærmest ligne døden, men det er identifikation med fortiden og historierne.
Det er de historier vi fortæller, der skaber vores identitet og danner vores ego. Vi bliver forbundet til vores historier. Disse historier er jo forbundet med de følelser, som vi havde på det gældende tidspunkt. Vi er i nuet meget levende i vores historie skabende virkelighed. Det var virkeligt og vi var forbundet både med dem, vi var sammen med og var endog et med situationen. Dog er det kun i nuet vi er, efter tid så er det den vi var og det vi var optaget af. Disse følelser som var medskabende er ikke længere forbundet med historien, men de er som toner, eller undertoner. Et ekko af sanselige stunder, som vi tager tæt til vores hjerte, som fine klæder. Dette kaldes emotioner, så hvis vi kan kalde det for toner, så er vores reelle følelser instumenter, som til hver en tid kan være levende eller vækkes op til fest.
Hvis vi ikke har fat i vores følelser i nuet, så er vi ikke længere forbundet til vores følelser og derved har vi heller ikke fat i os selv. Vi siger ofte, at vi skal finde eller genfinde os selv. På den må kan man sige at vi bliver en genudsendelse af os selv. Det er her vi vågner smertelig op, når vi får at vide at vores partner ønsker at skilles, eller ved en heftig konflikt. Smerteligt fordi vi nu troede vi var “Et Vi”, vi drømte at vi kommunikerede så godt, vi drømte at vi var forenet i kærlighed.
Det er denne bratte opvågning der går ondt, vi opdager nemlig ikke det kærlighedstab som det er når følelserne falder fra. Det at vi ikke, få skabt nye eventyr og nye opdagelser i livet og med hinanden.
Det er her vi både opdager tabet af os selv og den smerte, det er at vågne op i angst og chok over at vi har mistet os selv og kontakten til følelserne og kærligheden.
Vi får bedøvet os selv, i arbejde, i pligter og forpligtelser og gøremål, ja i identitet som forældre, kan vi gemme os selv. En bedøvelse som drukner den angst og den smerte eller uro som banker i os. Fordi det er bare for skræmmende, at se på at vi er blivet en kende fremmede overfor os selv og vores partner.
Nogen holder fast i, at det er kærlighed, og det er det på en måde også, en kærlighed til det velkendte og kærlighed til det som var engang og de historier vi har fortalt.
Når vi så er kommet igennem denne smerte, denne sorgsproces, så er vi igen i kontakt med vores virkelige følelser, vi er i kontakt med kærligheden til os selv, til livet. En sanseligt oplevelse i nuet, som er mere levende og dynamisk end før vi kom i denne krise. En modning til at være bedre til at kende os selv og vores følelser og værdier i nuet.
Og lærer vi det ikke første gang, ja så kommer der atter en smertelig adskilles med vores identifikation med vores historier og de illusioner de formes til.
