Når den Narcissistiske boble brister
Vi har og lever i en narcissistisk tidsalder, hvilke betyder at vi er selvfokuseret, selvoptaget og selviscenesættende.
I en skala som spænder fra sundhedsfokuseret til toppen af det sygelige, at se sig selv som verdens hersker, det at være den bedste i alle livets og verdens discipliner. Et falsk eliteplan hvor der kun er en eneste, som er i spil, nemlig narcissisten selv.
Narcissisme på det personlige plan.
Selvfølgelig kunne man sige, at narcissisten elsker sig selv, som den græske myte, men det er ikke sådan fat.
Det er en forstyrrelse i barndommen, hvor barnet bliver set og hyldet på adfærden, men ikke på det indre følelsesmæssige og relationsmæssig. Altså at barnet bliver hævet højere end forældrene på et ydre plan og på udebanen i sociale sammenhæng, og
på hjemmebanen, så bliver barnets behov og følelser undertrykt.
De er en overstimulering på barnets ydre plan og en understimulering af barnets indre liv og følelser.
En opdragelse på et “kongebarn”, hvor barnet skal beundret, som noget ganske særligt, af gud og hver mand.
Men det er kun på udebanen at “kongebarnet” at barnet bliver hyldet af forældrene, og på hjemmeplanet, er barnet ikke konge, men et barn som forstyrrer med barnlige besværligheder. Her kan det ofte blive til skamfulde tilsidesættelser, med stærke forkerthedsfølelser.
Det betyder at i sociale sammenhæng bliver barnet hævet over relationerne, et du er meget mere end alle andre, du er helt speciel og fantastisk, mor/far er meget stolte, og måske er far der ikke, og mor har et selvudslettende og lavt selvværd, og projicere alle værdierne over i barnet, for uden barnet var mor ikke mor, men intet af værdi. Et falsk negativt selvbillede, et Gudskelov og tak herren for denne rolle som mor i livet.
Og hvis far ikke er med i barnets liv, så vil barnet alligevel høre om, ”hvis bare far havde været her, så ville far også havde været så stolt”. Måske har mor ikke kunne finde ud af at være i forhold med faren til barnet og derfor brydes forholdet hurtigt op, og mors selvværd har måske gjort, at hun ikke har fortalt sandheden til barnet, men løjet for at barnet ikke skulle blive ked af det. Og i frygt for at tænkt hvis faren skulle gøre krav på barnet, og barnet opdagede at mor ikke var noget værd at samle på.
Så i kernen af narcissismen er falske selvbilleder, forældres dyrkelse af barnets falske guddommelige færdigheder sammen med et behov for at prale af deres ægte bedrift af at skabe et barn, men ikke ejer nærværet eller empatien og resurserne for direkte kontakt til barnet eller barnets behov og følelser.
Det betyder at barnet bliver set og hyldet i den sociale kontekst, men i sig selv er barnet ikke noget værd, kun i forholdet til mor og far billedet af barnet udad til og altid på ydre. Det er et sving mellem at være kongebarn eller overset og ubetydeligt. Barnets behov og følelser er ikke i sig selv noget værd og bliver mødt med afvisninger og forkerthed og i værste fald irritation, foragt, og bliver barnlig gjort og udskammet.
Det laver naturligvis en stor splittelse i barnet, på den ene side så er man vidunderbarnet, verdens mester i stort set hvad som helst og så det afviste barn, for barnet er ikke noget i sig selv, det samme gælder følelser, behov og ja det at være fri til bare at være sig selv og i leg.
Det betyder at det er billedet af barnet, fortællingen om vidunderbarnet er det som får værdi, og selve barnet er forladt og står i skyggen af egoets statiske støbning. En personlighed uden et ægte indre, uden kontakt til ægte behov.
Dette giver naturligvis et tomrum, et lukket rum med skam og stor angst i at komme i nærheden af.
Livet i det falske vidunder-billede bliver et ”vindue” ud i modverden, hvor den narcissistiske personlighed eller selvbilledet er afhængigt af at nogen ser ham/hende, bliver hyldet og beundret, og er det ikke nok, så skruer narcissisten op for volumen og laver larm, enten i selvpromovering eller i nedgørelse af andre gennem fjendebilleder foragt, ydmygelser og fornedrelse.
Netop fordi livet ikke eksisterer når der ikke er nogen der spejler og beundre narcissisten, og fordi at lukket vinduet til oververden, er det ingen spejl, og den grundlæggende angst for at være alene med sit glemte jeg, er så skræmmende fordi det er lig med at blive kasseret, ekskluderet og mærke skammen, og utilstrækkeligheden.
Derfor hedder det også en personligheds forstyrrelse, fordi at egoet er blevet det ægte og det autentiske jeg er, ukendt og uset og udenfor rækkevidde.
Samfundets narcissistiske greb
På det samfundsmæssige plan kan vi lave nogle koblinger til den personlige narcissistiske personlighed, nemlig at det handler om adfærd at blive set som den perfekte, at det er det ydre der tæller. Det handler om at være noget, at fremstå succesfuld, at være blandt det smukke, de rige, at være den perfekte mor, eller far, og mest af alt, så skilter vi med vores gode gerninger, så som vores overskudsmiddage, vores forkælelser, vores helt fantastiske børn, hvad vi får at spise, og vores sundhed og livsstil, skildres minutiøst på de sociale medier. Og særligt kroppen og sundhed er et langt stykke af vejen blevet sygeligt.
Hverdagen er blevet grandiost fremhævet i et glorificerende lys, på samme måde som narcissisten. Vi har en ydre figur som vi udlever på de sociale medier, her skilter vi med vores liv og præstationer, som har på mange måder været det som har skabt både konkurrence- og præstationskulturerne.
Vi er gået fra at være nogen til at være noget, vi er gået et niveau ned i den menneskelige struktur, fra identitet til adfærd, vi er nu vores handlinger, og når vi ikke er nogen, men noget, så er alt liv betinget at bevægelse og projekter, og mange har svært ved at sidde stille, for lige som narcissisten kan det være svært at mærke det indre liv, men en uro og en rastløshed breder sig.
Symptomerne er mange og de hyppigste er stres, angst, udbrændt, miste mening og depression da ingen kan være på hele tiden.
Det er symptomer på at leve livet lineært, fra A til B, og det er i det ubevidste, fra vugge til grav, og det er ikke meningsfyldt, intet kan hænge sammen i en lang march, og slet ikke uden at det giver belønning, menig, indsigt, tilbagetrækning, ja alle de ikke-materielle værdier.
Det er i denne isolation, at vi bliver konfronteret med os selv og vores dæmoner, som har fået os til at være i gang og leverer det ypperste. Vi er på mange måder blevet nulstillet, og det er basis der er blevet det vigtigste, selvopretholdelse, basisoverlevelse, hjemmeskole, hjemmearbejde, og måske fyret, måske ens forretning er gået konkurs.
Hverdagen og hamsterhjulet er slået ud af kurs, og vi er tvunget til at se på os selv, og om vi levet det livet, vi ønsker at leve? Er det liv vi levede før Corona var det rette spor, en vej mod det gode liv, eller væk fra det?
Meningen er vigtig, det skal give mening, og opdagelse i at vi har knoklet på, for så at blive ramt af Corona restriktioner, og opdage, at der er måske ikke meget energi og overskud på kontoen, og hvad er alting værd, når livet på kort tid, får trukket tæppet væk under os.
Så måske skal vi ikke tilbage til livet før Corona, men bruge tiden på at se hvilket et liv, vi kan leve med og leve godt, med sundhed og trivsel, god tid, og at det hele hænger sammen og giver god mening.
Dette vil naturligvis betyde, at vi vil begynde at organiseres os mod andre mennesker og sociale og humanistiske værdier. Og derved er den narcissistiske selviscenesættelse afløst af dybereliggende behov og næstekærlige bidrag.
