Når vi ikke længere vogter vores smertepunkter, hvilke vil sige, at vi ikke længere er i forsvar og på vagt, for hvad der måtte komme i mod os, så er vi på vej mod frihed.
Frihed til at være os selv, som betyder at vi ikke længere bruge tid og energi på, at tænke, hvad andre tænker om os.
Det er her den Eksistentielle port nærmer sig, hvilke vil sige, at vi opdager, at vi har levet i en drøm.
Enten en drøm om at alt er fin og i orden, eller drømmen om, at verden er i mod os, og det er synd for os selv.
Det at vågne op til virkeligheden på godt og ondt, er at opdage at vi, har spillet en rolle i vores eget selvskabte teater.
Trods at det er vores eget selvskabte teater, så er det ikke sikkert, at vi selv har skrevet manuskriptet. Det er her vi oplevet en ny smerte, som ikke er fortidens smerte, vi har forsvaret, for ikke at mærke. Det er smerten ved ikke, at havde levet fuldt ud, i og med vi har været frygt styret og har løbet på genkendelige veje i vores teater. Det er smerten ved, at se at det hele blot var en drøm, illusioner bygget på arv og opdragelse.
Der er dog noget paradoksalt ved denne smerte, i at den er delt, mellem tab og frihed, samt forløsende fra de snerrende bånd.
Det er på mange måder en genfødsel, en ny chance og et smerteligt farvel, til den jeg troede jeg var. Et farvel til den gamle scene, det gamle liv og nedsmeltningen, af de alt for kendte kulisser.
Det er på samme tid, et goddag til mulighedernes land og farvel til det trælskab, der har bundet os, til en alt for tryg genudsendelse af et livs scenarium. Dog denne gang er sidste gang vi rejser os, for vi rejser os op, ikke på scenegulvet og blandt kulisserne, men på et eksistentiel fundament, som ligner et timeglas, hvor tiden løber uafbrudt. Vi kan ikke se hvor mange sandkort, der er tilbage i timeglasset, men at det løber kontinuerligt ud og når det er færdigt, er det med døden til følge.
Det er her vi opdager, hvor værdifuldt vores liv i virkeligheden er, og at der ikke længere er der et minut der må spildes.
Det er ligeledes her vi bliver klarsynet og kan se vores lidelseshistorie på godt og ondt. Smerteligt ja, men ikke længere skræmmende, så vi ikke tør kikke på den.
Her kan vi kikke på vores historie som en “angstens korridor”, en smertelig tunnel, som vi kan går igennem, for at komme til vores autentiske jeg. Det er her lige efter “Angsten Korridor” vi kommer til “Den Eksistentielle Port”, som betyder, at vi træder i karakter, vi tager det fulde ansvar for vores liv. At der kun er en vej, vores egens lykkes vej. Der findes ikke nogen ”Uvending” på denne vej. Det er mulighedernes vej, og hver dag nye muligheder, hver dag nye vinkler på livets mangfoldighed.
Det er her vi kan sige; “Man kan ikke træde samme sted i floden“, det er her livet begynder og at man hver dag ser livet med nye øjne…
