Vi kan lidt forenklet sige, at der er 2 veje i livet, frygtens vej og hjertets vej.
Paradoksalt virker valget, næsten lige så simpelt som at skulle vælge krig eller kærlighed, eller tæsk eller kys, men faktisk finder vi os selv midt på frygtens uendelige slagmark, som end ikke syntes værende en vej, men som et frit fald gennem Dante’s Inferno af plager.
Det virker som om, at der er mere frygt i verden end tidligere. Ihvertfald kan det måles i sproget, adfærd og de manglende langsigtede løsninger som verden har brug for. Jo mere frygt, jo mere mister vi de medmenneskelige egenskaber og vi bliver som de aber vi ligner. Når vi lukker af for vores evne til at reflektere over vores liv og døden, bliver frygten en kendsgerning.
Netop når vi lukker af, mister vi vores forankrede plads i livet og bliver frygtsomme, vi bliver til den nøgne abe, som er styret af lyst og et flygtigt sind og dets distraktioner og fokusskift på basisbehov. Det er ikke uden grund at vi kalder det for vores “Ego sind”, når det drejer sig om vores basis behov, som jo ligner abernes behov. Derfor kan vi let kalde dette sind for Monkey mind, fordi dette reaktive sind, svinger fra banan til banan, og videre til hvile, dernæst leg og kamp om plads i hierarkiet.
Dette sind er styret af 2 ting lyst og frygt, og der skal ikke meget til, før aberne bliver forstyrret af lyde og de potentielle fare naturen rummer. Og da aberne er både frygt styret og langt fra dygtige krigere, så kan de lave masser af larm, for at advare resten af flokken. Det samme ser vi hos den “nøgne abe”, den laver masser af larm, når den bliver forstyrret, af andet end det som den ønsker og forventer. Og skulle denne nøgne abe samles i flok, så er det ofte uden den nødvendige tillid og åbenhed, så derfor ser vi en kedelig flokmentalitet som kunne betegnes som bavian adfærd.
Så igen jo mere frygt, jo mere bliver vi til aber som virker til at have tabt al fornuft, og sproget bliver primitivt, adfærden bliver dyrisk og volden bliver næsten med “dræb eller bliv dræbt”.
Vejen ud af denne destruktive abegrotte, er at blive opmærksom på den frygt som hersker i os selv, og den uvidenhed som bidraget til at nære frygten. Jo mere bevidste vi arbejder på at blive, jo mere erkendelse kommer vi til, at det hele er en reaktivt mølle, som drives af frygt og uvidenhed. Og ja med bevidsthed kommer erkendelsen i at vi er døende, og alle skal dø og med det kommer et større behov om at nå at leve og elske inden det er forsent.
