Min rolle som psykoterapeut

Min rolle som psykoterapeut, er ikke at være psykoterapeut, men at være menneskelig, meget lig(værdi) med det menneske, jeg sidder overfor. Faktisk er min rolle også, at være i en ikke-rolle, faktisk, skal jeg være på bedste vis, være mig selv, uden at være mig selv.

Ikke at vi er lige, klienten og jeg, for det er vi ikke. Jeg får inden vi mødes, en værdi, som bestemt er,
for klienten mere værd end sit eget værd. Jeg bliver også købt, som værende én der ved noget om mennesker og dets funktioner og brister.

Så noget af det første jeg må gøre er, at vise mig som dén jeg er og ikke den værdi jeg er blevet tillagt.
Jeg vil så hurtigt som muligt ud af dét klienten har lagt på mig, af tanker, overbevisninger, og værdi. Jeg kan nemlig ikke være dét klienten tillægger mig, ligesom klienten ikke kan være dét klienten selv mener at han/hun skal være.

Så første del af “programmet” som heller ikke er et program, er at træde ud af forestillingen klienten har om mig, og det gælder også, om de har hørt noget godt om mig, og det er på trods af at det faktisk gavner klienten at de er overbevist om at jeg kan hjælpe dem ud af deres problemer.
Fordi at forestillingen om mig, svare til skyggen af mig-, et billedet af mig, og jeg er ikke denne forestilling-, eller dette billedet. Faktisk kan jeg sige lidt Zen-tosset, at jeg altid er bedre end mit rygte, fordi mit rygte, ganske simpelt svare til en filmplakat, og ingen plakat- eller noget rygte har nogensinde været andet end en fortælling.

Så når jeg hopper ud af denne “fortælling” og stiller mig til i mødet med klienten, nærværende og kontaktfuld, så forsvinder fortællingerne for en stund, og hér opstår menneskemødet, mødet mellem 2 mennesker, jeg og du. Hér er jeg og dér er du, og vi går sammen på opdagelse, af det vi sammen kan sanse, før vi skriver historier, og før “vi trykker historien på plakaten”.

Faktisk så kommer klient med en forestillingen om sig selv, som svarende til en ældre filmplakat, en identifikation af hvad som er skrevet ind i klientens historie og printet på filmplakaten.

Film titler som “Mit liv som kryster”, eller “Mit liv som værende uelsket”, eller som værende “statist uden overhovet at have fået sit navn på plakaten”.

Derfor er det vigtigt for mig, at få slukket den projektor som selvfølgelig er den som viser den film som er iscenesat ud fra forestillingerne. Vi er ikke vores forestillinger, så når vi slukke projektoren, filmfremviseren, ja så opstår nuet, vi to, os i nuet, du og jeg, lige her og lige nu.

Så menneskemødet er for mig det allerhelligste, når det er uden forestillinger, uden sindets (projektorens) indblanding.

Så når vi er i vores sinds fortællinger, det at vi forsøger at leve op til den fortælling, sindet så mesterligt genfortæller, ja så kommer vi til en dag til fortællingens endelige. Ingen forestilling vare evigt, vi kan ikke blive ved med, at fortælle den sammen historie, den mister sin glans, den storhed som den var, da sindet optog “filmen”, eller det gys, som det gav den gang vi oplevede noget dramatisk, eller traumatisk. Farverne udviskes, duftene forsvinder, og det hele bliver til en stumfilm, eller et hørespil uden billeder.

Om det er et lystspil eller en tragedie, ændre ikke på, at så længe at vi ikke er i gang med nye indspilninger, nye oplevelser, ja så genspiller vi forestillingen. Sindet vil enten optage eller afspille.
Om er det var et lystspil, så forsøger vi at genopnå den status, vi fik da filmen bliv optaget.
Ved at gøre opmærksom på vores rolle i filmen, og det gør vi ved at opføre os som dét som gav succes, og hvis det var en tragedie, ja så forsætter vi med at skabe drama, udsatte os for den fare, de gys, vi oplevede. En variation er, at male os ind i et hjørne og genfortælle os selv tragedien igen og igen, til vi ikke længere går udenfor en dør. For selv dét at gå udenfor, kan skabe en “forstyrrelse” i forhold til tragedien, for man risikere, at møde et liv udenfor, med lyd, lyd og dufte.

Sindet er den projektor, den filmfremviser som genspiller eller oplæser manuskriptet, særligt når vi ikke lever op til manuskriptet. Så sidder frygten lige dér i mørket, lige udenfor sindets genkendelige film, for frygtsom er det, når man har levet i en forestillingen, med korrigerende koreografer og instruktører, og pludselig, står man og selv skal iscenesætte sig, eller i virkeligheden, leve livet frit og tale frit. Det at være direktør i eget liv. Det at være et frit menneske, der ikke skal leve op til andres forventninger eller forestillinger, men måske blot følge hjertet og ansvarlighedens stemme.

Menneske lig er måske den vigtigste nøgle, til at løslade klienten ud af forestillingen, denne genudsendelse som er det som støber egoet, og kan jeg undgå at være egoet forestilling, ja så kan vi mødes som menneske lige og herfra forsøger jeg at sikre at intet kommer imellem os, at klienten sind ikke begynder at automat spille forestillinger, og hvis vi skal se på oplevelser tidligere i klientens fortid, ja så går vi sammen på opdagelse med sanserne og kontaktfuldt. På den måde skiller vi mennesket fra historien, således befrier vi sammen, klienten fra denne forestillingsverden. Det var det som skete, det var ikke den du var, og du kan være den du ønsker at være, når du ikke sidder fast i forestillingens fængsel.

Så har jeg også en vigtig regel, som ikke er nogen regel, men en regel om at der ikke er nogen regler, for skal jeg være menneskelig, så kan jeg ikke have regler, for ofte kommer regler før det at være menneske, og mere klart, at være et frit menneske.

Vi fødes som frie, og herefter kommer reglerne, som ingen ende tager, og da børn samarbejder for enhver pris, så enten følger de reglerne, eller forsøger at brydes med dem, så uagtet hvad, så mister vi enten os selv, eller dem vi elskede og derved kontakten til vores egen kærlighed og følelser.

Så menneske mødet står i en hierarkisk orden, bevidsthed før den vi er som menneske, fordi bevidstheden er det største og større end det vi kan stå og være som menneske.

Herefter står mennesket som det højeste som individ, og det er her at vi er på ledergangen, i det terapeutiske menneske mødet, her møder jeg klienten som værende direktør for eget liv, med 100% selvbestemmelse, og er der ikke det, så er det ikke direktøren jeg taler med. Så på ledelses gangen sidder direktøren, jeg og som bestyrelse sidder klientens bevidstheden og min bevidsthed, som i øvrigt oftest ser det samme som klientens bevidsthed.

Herefter kommer adfærden, altså driften af menneske butikken, og det er her reglerne høre til. Så kan vi skille direktøren og driften, altså adfærden ad, så står regler og driften stille for et øjeblik. Og her kan vi på ledelsesgangen går på opdagelse, om reglerne har skabt bundlinje overskud eller underskud.

Hvis der er for mange regler, ja så laver vi fejl og det får konsekvenser, og derved begynder driften at sætte ud, at vente på nye ordre og restriktioner fra ledelse af, for at undgå fejl. Og er det ikke den ægte direktør, ja så bliver det ofte Management by Fear, altså fornedrelse og fordømmelse. Og det ved vi godt, at så ryger effektiviteten og pludselig ryger frihed og personalefesterne.

Så igen regler uden at det giver mening og skaber overskud, og det er ikke en regel, for mening og overskud er dynamisk som havet og månen.

Næste vigtige ting i mit virke, er at holde fast i at klienten er som menneske, er fri,
fri til at vælge, fri til at træffe beslutninger, og fri til at få så meget ud af livet som muligt, og frie til at skabe livet, så dynamiske og levende som overhoved muligt.
Så når vi ikke er frie, så er der som regel, noget angst eller frygt som spærre friheden, angsten for hvordan skal det går, og angsten for det ukendte, det at går mod et andet liv end det kendte. Det kan også være afhængigheder, eller forpligtelser som er blevet til snærende bånd og ikke længere er livsgivende.

Og som eksistentialist spiller døden naturligvis en vigtig rolle, og har vi taget friheden på os, sammen med ansvaret for at leve livet fuldt ud, så er døden ikke en hindring i at forblive fri, da døden gør os fri af kroppens fysiske begrænsninger. Bevidstheden er jo som sagt større end vores fysiske rammer, så her bliver vores bevidsthed endnu mere fri, af alle fysiske love og regler, og fri af ansvar og forpligtelser.