Midtwifecrise
Der kommer et tidspunkt, hvor kvindens krop ikke længere vil være den bærende omsorgsgiver.

Hvor hendes psykiske kapacitet ikke længere vil være reservoiret for andres følelser, eller limen, der holder alt sammen.

Hun mærker trætheden i hver fiber, den stille fortvivlelse, der ikke kan soves væk, den smerte, som ingen pille kan dulme.

Hun tager smertestillende, som universal smertestillende mur mod en lavine af symptomer. Det hele handler og at komme fri af lidelser.
Hun går til lægen, og får at vide, at det blot er overgangsalderen.

At det kan klares med hormoner og der er noget der hedder rødkløver.
Men i hende buldrer noget, der ikke kan behandles væk. Noget, der ikke handler om østrogen, men om alt det, hun ikke længere kan være.

For der er mere på spil.
For både moderinstinktet, omsorgen og rollen begynder at smuldre mellem hænderne, med skam og selvfordømmelse.

Hvad er der galt med mig, mit forhold, mine børn, min mand?
Samvittighed, skyld og modstand buldrer og skaber feber og oppustethed.
Noget truer med at bryde ud; brud og afsked, en stille revolution indefra.

Hun er fremmed for sig selv.
Hun ser tingene udefra, som kiggede hun gennem termoruder ind på sit eget liv
Hun hører stemmerne fra mand og børn, men ikke indholdet, kun budskabet, og ofte reagerer hun i forsvar, fordi hun er øm, ramt og rystet, og alt trigger hende.

Hun er træt af at forstå, træt af at lytte, træt af at være container for andres brok og bøvl.
Træt af at være diplomaten og konfliktløseren for mand, børn og venner.
Træt af at passe de gamle uden tak, men med mere bøvl.
Træt af at være venlig, smilende og overskudsgivende, men med røde tal og hudafskrabninger.

Midtwifecrise er mere end overgangsalderen og menopausen.
Det er et nedbrud og et opgør med et langt liv i tjeneste for alle andre end sig selv.
Et liv, der har været til forhandling mellem at være sig selv og at høre til.
Frygten har været for stor til individuationsfasen.

Det stærke oprør som teenager udeblev, trodsalderen blev afløst af den dygtige pige, der pænt kunne hjælpe til.
Det er et opgør med en livslang tilpasningsstrategi; “at give og opgive sig selv for at høre til”
Et opgør med at ofre sig for helheden, for freden, for at alle skulle være glade, for ellers var man jo en dårlig mor, en dårlig hustru, en dårlig veninde.
Et opgør med et liv, hvor alle skal have det godt, mens den eneste, der ikke har det godt, er hende selv.

Det er rollen, der er i gang med en dødskamp.
Det er hensynet, som der er gået betændelse i.
Hun har givet og løftet alle over sig, og nu er det blevet til undertrykkelse.
For ingen ønsker mindre service, og hun er blevet fastholdt i en rolle, der blev til en funktion — en servicestation.

Derfor føles det som en dødskamp, for skal hun blive sig selv, må hun forlade alt det, hun kender, og særligt dem, der tror, de kender hende.

Verden har hun båret på sine skuldre.
Og et sted, set fra hendes nye åndelige blik, ser hun uligheden, undertrykkelsen, isolationen og ensomheden — og kan ikke længere leve med det.
Hun kan ikke se, at årsagen er et tidligt traume, hvor kærligheden var knap, og hun i overlevelsen gav det, der manglede.
Hun gav det, hun ikke selv fik — en tilpasning før sproget, en adfærd båret af frygt.
Frygten for ikke at høre til, for at blive glemt og kasseret i ikke at være god nok.

Hun er ved at dø af savn og længsel uden at have sprog for det.
Alt, hvad der har været af følelser og behov i hende, blev aldrig født og navngivet.
Hun står nu klemt mellem identitetstab og ny begyndelse, hvor hormoner, varme, længsler og meningsløshed flyder sammen i ét.

Hun længes efter at blive rørt på sjælen — ikke brugt i pligten.
Hun længes efter at være kvinde igen — ikke funktion.

Hun mærker vrede, svigt, sorg og sårbarhed som veer — som noget i hende, der kalder: Det er tid nu.

Fødslen er i gang.
Veerne er smertefulde, for de er fulde af tab og skam.
Erkendelsen er, at hun har mistet sig selv — ikke i ægteskabet, ikke i moderrollen eller på jobbet, men tidligt i livet.

Hun tog et ansvar for sin overlevelse og sin tilpasning:
Sig mig, hvem skal jeg være for dig? Hvad skal jeg gøre for at blive elsket og høre til?

Her står hun midt i livet, hvor alt det ydre, som er bygget på frygt, bryder sammen.
Noget indre vil genopstå — som larvens kamp inden den dør og bliver til sommerfugl.
Det er en kamp, fordi tidlige udviklingsfaser, som blev sprunget over, nu skal genleves for at dø.

Det er fødsel og død på samme tid.
Hvordan skal hun kunne sørge over det tabte liv og samtidig gribe og være fødselshjælper?

Og så alene, ingen er med, ingen forstår — ikke engang hun selv, for der er ingen mening i det.
Det er en ung pige, der skal føde en moden vis kvinde.
Det er ikke kun en kamp mellem to liv.
Det er pigen, kvinden, moderen og sjælen, der skal forvandles.
Et helt livs erfaringer skal fordøjes til visdom og kærlighed.

Hun ved, at ingen kommer og redder hende, men hun kan redde sig selv, hvis hun tør stå i den smerte, der vil forløse hende.
For Midtwifecrisen er ikke blot overgangsalder.
Det er befrielsen fra et langt liv i undertrykkelse af behov, følelser og længsler.
Det er et eksistentielt kvantespring, “at blive sig selv, fra pige til senmoderne kvinde”.

Livets midte er mere afgrund end plateau.
Et liv levet indefra, men på andres betingelser, minder om dødsprocessen, når de, der ikke har levet, skal dø.
Men her bliver det kvindens anden begyndelse.
Hendes anden ungdom.
En moden kærlighed, en moden seksualitet og et liv i spiritualitet, hvor ånd, sjæl og intuition er den øverste ledelse.

Det er her, hun ikke længere spørger, hvem der har brug for hende,  men hvad hun selv har brug for, for at leve sandt og i pagt med sit højeste.