Det er underlig tid vi er i, vi er midt i en krise, som ikke er set af mennesker under 75 år, og så er landet i undtagelsestilstand og ligger stille, affolket både i by og på land.
Butikker, cafeer, restauranterne er lukket, så hvis man havde et by-liv, så er der ikke meget liv tilbage.
14 dage inde i en karantænetid, den tid det tager, at komme ud af de forskellige faser, som benægtelse, chok-fasen og ikke mindst rengørings-fasen, hvor hele huset for en tur.
De værste abstinenser er ovre, arbejds-abstinenserne, og rystelserne i at gå fra 100 km/t til 2-3 km/t, så restituartionen er ved at nå ind celleplan.
Børnene er også ved, at lande på gulvet, fra deres løb på væggene, og de fleste er også ved at lære deres mor og far at kende.
Og for os, for hvis børnene for længst er flyttet hjemmefra, får en forsmag, på hvad det vil sige at være pensionister, hvor de største dags-overvejelser går på, om den står på Aldi eller Føtex, og om gåturen skal være i Frederiksberg have, Søndermarken eller rundt om Søerne.
Så er der den sårbarhed, som hele tiden svinger ind over en, en sørgmodig sårbarhed, en let lammelse, fordi at fremtiden er styrtet sammen. Udsynet og konsekvenserne står i en tåge, som en port som er smækket i, kun håbet om at nationens hjælpe-pakker rækker, og om banken viser nåde og menneskelighed, nej ikke det sidste, men i det mindste nåde.
En sårbarhed, som også rummer kimen af taknemmelighed, en lettelse-, en grad af frihed-, ikke den økonomiske, men en eksistentiel frihed. Den som kommer af, at man ikke længere, eller for en tid, ikke kan gøre noget, og at man ikke er alene, om at være uden slagkræft. Intet kræver kræfterne, eller at du slår et slag, for andet end aftensmaden.
Det er ikke kun en national tragedie, det er en global lammer, en af de store, og ingen kommer til, at gå omkostnings-fri ud af denne globale krise. Men tager vi det økonomiske, det kapitalistiske styre og forbrugsmennesket ud af ligningen, så kommer vi styrket ud af krisen som mennesker. Vi kommer til at se fællesskaber blomstre på alle mulige, og før i tiden helt umulige måder.
Nød lærer som sagt nøgen kvinde at danse, og vi kommer til, at danse omkring nogle nye interesser, nye muligheder, nye samfunds-ordener.
Vi kommer faktisk til, at have en smule mere tillid til regeringen, til de politikere som faktisk har åbnet op for statskassen, en taknemmelighed for vi har betalt skat, som gør det hele muligt.
Vi kommer til at bidrage mere end til et økonomisk styre, vi kommer til, at se nye måder at leve på og handle på. Vi kommer til at se nogle kreative måder, at nedskrive gæld på, når nu alle skylder, så kan vi lige så godt komme tæt, på en jordnær måde at drive værket på, ved at nedskrive alt global gæld 1 til 1, således at vi lukker luften ud af fremtidige bobler.
Taknemmelighed er en valuta, som vi kommer til at se mere til, og når vi først har fået den mønt i kassen, så er det en værdi, som mere værd at kæmpe for, end kroner og øre alene.
Der er faktisk en stor sandsynlighed for, at denne valuta først kan kommer frem, når vi mister fokus på det økonomiske styre, som har sat et tempo, som faktisk er så højt, at taknemmeligheden ikke kan nåes eller mærkes.
Med sårbar taknemmelighed fra mit skrive eksil.
