Der findes en stemme i os; den er blid, klar og ren.
Blid som den dybeste medfølelse, en ubrudt accept og en venlighed, som er rørende og derfor healende.
Klar, fordi den er ubesmittet og helt uden filtre;
klar som klarsynet, som ser det værende, det ubestemte, det mulige og det formålstjenstlige.
Ren som i det klareste spejl uden tillæg, uden blinde pletter; alle nuancer, konturer står som det er.
Ren, i at det er som det er, hverken negativt eller positivt; en ærlighed uden dagsorden, retning og formål, uden trøst eller hensyn.
Denne mester står klar, når du åbner bevidsthedens port, når du har gået vejen, først gennem erkendelsernes port og dernæst den eksistentielle port.
Vejen er elevens vej, den smertelige vej som erkendelserne er. Hvor du opdager dig selv, og hvordan du står i forhold til verden, eller i et miserabelt, og måske destruktivt, forhold. Smerteligt, fordi du er, og livet er uden betydning; kun den betydning du selv sætter, og deri træder meningsløsheden frem.
Først når du erkender din smerte – den påførte og den du selv skabte – er du klar til at træde gennem den eksistentielle port, som både er tung og samtidig let.
Tung, fordi ansvaret er dit alene, og de eksistentielle valg altid er forbundet med angst.
Let, fordi du ikke længere behøver at bære dine byrder; at du kan slippe løgnene, bedraget, forsvaret og undskyldningerne, præstationerne. At du må være her alene, fordi du er menneske og er til.
Let, ganske enkelt fordi du kan indrette dig efter behov og værdier.
Når du er blevet tryg ved de eksistentielle livsvilkår, at vi skal dø uden at vide hvornår, og at vi er frie indtil da, så indfinder der sig en fred, hvor stilheden kalder på dig. Kalder dig til bøn, en “bønhørighed”, hvor du træder ind gennem bevidsthedens port, hvor du hører visdommens eller mesterens stemme, den blide, klare og rene stemme. Og bøn, i den forstand, er blot budskaber, som går igennem det blide, det klare og det rene; en bøn til dig i dit værende, dit forehavende, dit formålsbydende.
