Hvad er meningen med livet?
Det er måske det mest fortærskede spørgsmål der findes, verden over og helt tilbage til Hippókrates tid, og måske ligeså længe mennesket har eksisteret.
Der er i dag verden over, en bevægelse, et oprør fra unge mennesker,
som demonstrerer over at klimakrisen ikke får den nødvendige opmærksomhed-, de nødvendige resurser, så vi får stoppet den globale opvarmning. Det som flere af dem gør, er at de stopper med at gå i skole, for som de siger; “Der er ingen grund til at uddanne sig, til en fremtid som måske ikke eksisterer”. Et stærk budskab, som hvis, de unge er mange nok, så skal de nok få politikkerne op af stolene. Det er stærkt fordi, at de rammer de store linjer, mening med livet, eller omvendt; Det giver ikke mening, at gøre noget, som ikke får betydning i fremtiden.
Måske er det, dét der skal til, for at de unge til at vælge fra, den bekvemmelighed vi har sat ind som “velfærd” for dem. Eller måske mere det forbrugssamfund, hvor vi æder og køber os til en bedøvelse, og hvor det eneste som er i fokus, er det næste nydelses-fix.
Hvilket mere er et afhængigheds-samfund, end velfærdssamfund,
som er “på” alt som kan give nydelse. Et afsporet verdens-samfund som er på kollisionskurs med globalopvarmning til følge.
“Nydelse har intet med mening at gøre, men en belønningen for den indsats som giver mening”.
De unge som skal arve kloden efter os, i hvertilfælde Dem af dem, som kan tage ansvaret, for mere end deres egen overlevelse, er født ind i et beskyttet verden. De er født med et “Du kan blive lige hvad du har lyst til”, i nogle rammer, hvor de bliver spurgt til, hvad de har lyst til, og næsten hvis de ikke har lyst til noget, så skal de heller ikke.
Disse forgangs piger og drenge som demonstrerer for klimaet, er på mange måder et opgør med de sidste små 30 års forgudelse af vores børn, har på mange måder ikke være i deres tav, eller for deres styrkelse, i at blive til noget. For de fleste unge, ved ikke hvad de skal gøre i, for at finde deres virke, deres rette hylde arbejdsmæssigt, tværtimod. Det har bedøvet dem, de er blevet født i fangeskab, på samme måde som opdræt af fugle. De kender ikke til verden, på trods af de nærmest er opdraget som konge-sønner og prinsesser. Denne isolerede- og ganske hyggelige verden børnene er kommet til verden i, er mere end misforståelse, og dét har intet med kærlighed at gøre, for på ganske samme måde som med fugle, så er de frie og kan klare sig selv i naturen og skulle de være født i fangeskab, er det for at vi kan nyde dem og det at tage en bid natur ind, i vores afsporet materielle verden.
Sagt på en anden måde, hvis vi virkelig elskede vores børn på deres primisser, så have vi opdraget dem til, at kunne klare sig i en barsk verden, som den på mange måder er blevet til.
Vi havde opdraget dem til at finde mening og denne mening har bedre betingelser af både frustration og mangeltilstande.
Nej vi har repareret vores egen utilstrækkelighed på vores børn, vi har givet dem, dét vi selv manglede som børn, og vi har i “Tryghedens havn” fundet mening i, at være forældre på fuld tid. Det er en genskabelse af den barndom, vi selv har haft brug for. På samme måde, som når vi finder en rolig kæreste, når vi selv er en urolig sjæl. Det høre op, på et tidspunkt, når vi har fyldt depoterne op, rettet op det som manglede. sådan sker det også når børnene blive store, vi rammes af virkeligheden.
Det sker når børnene ikke længere ønsker, at være en “familie-klump”, men ønsker at være dem selv. Også her vågner vi op til “hvad er meningen?”, hvad skal vi?, når det ikke længere handler om at været en super-forældre, hvem er vi?
Vi kommer til en menings-krise, fordi tingene ikke hænger sammen, vores “midlertidig mening med forælderskabet” holder ikke i livet, men giver mening i børnenes barndom. Ligesom vores børns illusion om at være konge-sønner og prinsesser, skulle høre til i den tid, hvor eventyrene stadig blev læst op (hvis det stadig findes).
Så både for forældre og børn, så kommer virkeligheden som et chok, børnene opdager et sted i skoletiden, at de ikke er konge-sønner og prinsesser, men ganske almindelige børn, som skal til, at kæmpe for at få en plads i flokken, hvilket de slet ikke har fået træning til, på sammen måde, som fuglen i buret ikke har fået trænet sine vinger, til at flyve og da slet ikke på den lange bane.
Børne opdager at får at opnå noget, så skal der vilje og styrke til, og her kommer angsten ind, da de finder ud af deres egen utilstrækkelighed. Som gør at de hellere vil hjem, for her er trygt og godt og heldigvis er underholdingen uendelig på børneværelset, internet, sociale medier, og spillekonsoller.
De fleste af de moderne psykiske lidelser er forbundet med angst, og når det kommer til, at finde mening med livet, så skal der en del mere styrke og mod til, altså det modsatte af modstand, som afstedkommer af angst.
Således kan vi sige, at mening er noget, der kommer ud af en vis grad af belastning, en rystelse i livet, eller det at være forbundet til noget større end en selv. Mening er et formål, et why (hvorfor) er jeg her, hvad har jeg til verden, min eksistensberettigelse og min forbundethed til noget som giver mig en dybere ro og tilfredsstillelse, på det personlige plan, det sociale plan og nu også det globale plan.
Herfra kan vi sige at mening, har sit udspring af meningsløshed og kriser, så vi sover trygt(benægtelse) til vi bliver vækket gennem chok, så frygt og lammelse, dernæst kommer smerten, sorgen, herefter fortvivlelsen, frustrationen, heraf kommer vreden og viljen samt modet til at sejre.
Så på den lille bane, så skal børn opdrages både med sol, regn og rusk, og på den globale bane, ja så er vi vågnet og står et sted mellem lammelse og smerte.
Uanset hvad, skal det give mening, så vil det kræve at vi alle står sammen og hver finder deres plads i denne samlede bevægelse mod en mindre belastning på kloden.
