Mening i det meningsløse
Det har altid været stor diskussion om hvorvidt vi som mennesker har en essens i os, fra vi bliver født.
Et indre landkort over vores skæbne, altså noget vi skal bedrive i vores tid på jorden.
Der er en opdeling i disse opfattelser om vi er født tomme eller om vi har en bestemmelse.
2/3 af verden tror på reinkarnation, så her står den på, et ja til at vi har en mission fra Gud, eller fra en højere jobansøgning, vi selv har lagt billet ind på.
Eksistentialisterne, en stor del af dem, holder på at den skal vi selv finde, for livet er ganske helt og aldeles meningsløst. Og at vi er dømt til selv at skrive i vores livsbog, og deri også, at finde ud af hvad vi skal bruge livet på.
Mit eget studie viser, at ja der er en meningsløs færden i verden, indtil vi rystes i vores grundvold og vores livsopfattelse.
At inden livet udfolder sig, lever vi i vores udødelighed og vores selvkonstruktioner sættes ud fra, hvad vi finder bedst, for os selv.
Her ser vi verden ud fra vores eget tegnet kort, som i sin enkelthed handler om hvad er der til mig i dette? Et ganske enkelt behovsstyre, som handler om primær lyst og ulyst.
Som en fase i livet, før alvor, og ansvar, et ungdoms ophav af hormoner, og uopdagede oplevelser.
Selvfølgelig fås livet i mange variationer, alt afhængigt hvilket livs landkort vi arver eller får påtegnet af andre, gennem normer, traditioner og kultur. Men om vi selv tegner kortet eller arver det, så er et fortegnet kort, farvet af fordomme, overbevisninger og ikke mindst tegnet udenom frygt. Eller mere præcist, kortet er tegnet ud fra det arvede, det kendte og det trygge. Og frygten er alt det ukendte udenfor kortet.
Jo bedre kortet er tegnet, realistisk og med dybere værdier og livsvilkår, jo længere kan vi rejse gennem livet, med kortet som vejvisere. Vi lever trygt og uvidende ud fra kortet, indtil vi støder ind i et af livets barske vilkår, død, partner som ud af det blå, vil skilles, fyring, konkurs, eller dét vi har levet for, mister sin glans og lidenskab.
Det er her kortet går i stykker, opløses, ses som en løgn, som illusoriske kulisser som styrter i grus.
Når det sker, er det her vi møder meningsløsheden, fordi vi lander i tomheden, i et ukendt terræn, uden kompas eller tilknytning. Fremmede i et fremmet territorie, famler vi og begynder at sanse hvad som er på færde. Nemlig at alt hvad vi har levet for og samlet på, med et nådesløst øjeblik mister værdi, og plads i livet.
Her konstatere vi, at livet er meningsløst og uden rammer og faste regler. For en tid bliver vi kyniker og måske foragtfulde, og i værste fald bitre og fuld af had.
Her er der fare for at blive hængende som i et lukket kredsløb, og her slår meningsløsheden rødder.
Men hvis man ikke helt mister troen på, at livet er større end dét kort man fik overtegnet og fik revet i stykker,
så starter der en sansende opdagelses rejse, uden kort og kompas. Livet folder sig ud, og livet bliver en opdagelsesrejse, en sanselig en af slagsen.
Livet bliver en rus, et liv uden filtre, et liv uden forforståelse og fordomme. En storhed i at opdage værdien i ens liv, i at kunne vælge og selv sætte ramme om det livet skal handle om. Det er her vi opdager hvad som giver mening, at noget er mere end noget andet, og at alting står i forhold til hinanden. At der opstår en subjektiv hierarkisk orden, i forhold til kærlighed og lidenskab. Hvad som er vigtigst og hvad og hvordan kan vi beskytte og vedligeholde disse nye værdier.
Vi mister ikke meningen med livet, vi mister forholdet til livet og derved kan vi ikke skabe mening, eller sammenhæng.
