Menig i det meningsløse

Jeg har altid fulgt Martin Heiddegger, Edmund Husserl, og Jean-Paul Sartre`s filosofiske forståelse om “Eksistens før essens”, hvilket betyder, at vi som menneske ikke har en forudbestemmelse, -en skæbne, det at vi fødes som et nyt lærred og selvfølgelig med en god portion gener, som jo sætter en vis grad af overlevelses evner i spil.

Jeg har også en vis grad af  Friedrich Nietzsche´s syn på at er vi er selv herren i vores liv, og ingen herrer er over os, som i hans kendte citat “Gud er død”.

Det som har været vigtigt for mig, har været, ikke forkynder noget som jeg ikke har styr på.

Og det er lige her, at der er en etisk fordring, at følge de store linjer, i hvad som kan stå på mål for mening dannelse.

Men det giver ikke en helhed, ikke den helhed som jeg gerne vil bidrage med, så der er noget på den anden side af logikkens lige streger.

Det er her jeg har talt om, at vi har et agern i os, altså at agerenet slår rødder og vokser op, som et egetræ om vi ved det eller ej, så vokser vi op og bliver til et træ, med rødder og krone.

Dette har jeg haft fra mit feltarbejde med mennesker, at de er kommet for langt væk fra deres “Livsvej”,
og de er kommet væk fra et virke i livet, som gav dem mening og livsfylde.
Så her har vi det modsatte på spil, nemlig at der er noget essentielt i mennesket som ikke er på plads.

Disse mennesker er fortvivlede, de lider, og det gør de også med det job som sikre dem deres eksistens, de er gift og ønsker ikke at blive skilt, de har søde børn, eller rimelige søde. Men kernen i lidelsen er at de ikke har fat i sig selv, de har ikke fat i deres i deres følelser, deres why, deres mening med og i livet.
De er i fortvivlelse, de lider og er skamfulde over at have det hele og alligevel føler sig tomme, døde indeni,

de er i angst, og jo længere tid de har været i denne tilstand, så er depression en del af “opgivelsen”.

Noget af det har været at få genvalg de forskellige dele i livet, på et dybere plan, men ofte har arbejdet ikke været det som gav en dybere mening, at der har været et dybere ønske om, at blive noget andet end det blot at sikre eksistensens gennem et arbejde. Og i nogle tilfælde har alene udsigten til, at søge mod et mere meningsfyldt arbejde, været nok til at genfinde glæden i at være i livet.

Denne dobbelthed har jeg tumlet med i de 25 år jeg har arbejdet med mennesker, hvad er fakta og hvad er tro, og hvordan kan jeg placerer mit eksistentielle menneskesyn i dette modsætningsfyldte spændingsfelt?

For jeg vil hellere være troende, end at være sikker og derved have en tilgang til digterens-, poesiens-, mulighedernes- og visionernes uendelige univers.
Og når det er sagt, vil jeg ikke sætte nævner på (hvad min tror er), for i det nævnte, tager jeg et greb på noget som ikke kan gribes eller begribes. For i det jeg griber det, er det ikke længere ubegribeligt stort, og her vil der været noget større end jeg og det jeg griber fat i.

Dette er nemmere at forstå, hvis vi forsøger, at tage et greb på hvad kærlighed er. Her har vi også logikkens linjer for hvad kærlighed er, hvilket jo ikke, rammer helhed, vi kan fange noderne, men ikke høre musikken.
Der vil altid mangle noget i forsøget at beskrive kærligheden og min kærlighed har musik i sig, og jeg kan ikke læse eller forstår noder.

Det samme gør sig gældende på min tro, jeg tror på det ubegribelige, jeg tror på dét som ikke kan siges med ord, fornuft eller logik.

Derfor har jeg I de samme 25 år, haft en forkærlighed for den buddhistiske religion og særlig omkring zenbuddhismen. For det gav mig et uforklarligt slægtskab med galskaben, for alt inden for zen, handlede om at komme ud af fornuften. Det gav mig både håb og en vis eksistensberettigelse på denne jord, fordi jeg i mit væsen var jeg alt andet, end et fornuft væsen. Jeg var mere tosset, ufornuftig, ulogisk og har haft for meget energi, både den passioneret og den destruktive. Dettil skal lægges en stærk kreativ sans, en evne til at blive opslugt i et ideal, en filosofi, ja en mission, en kærlighed til et håndværk.

I zen-træningen handler det om at være eller blive et med handlingen, det at rive i stenene, uden af tænke over det. I min træning galt det også om at være i det som skulle ordnes, og ikke sjældne om det var kedelige opgaver eller i den spændende opgave, det hele bidrog til den skabende proces mod idealet.

Så på den ene side har vi “Eksistens før essens” og på den anden side “Essens før eksistens”, men noget tyder på, at de ikke står over for hinanden, men at vi fødes ind i eksistensen, vi skal lære at overleve, før vi kan finde vores mening i livet. Eller med støtte i ryggen fra Søren Kierkegaard, at vi kan finde vores bestemmelse,

det som giver os mening i livet med, med lidenskab.

Jeg fristes til at sige, at vi har “eksistens før essens”, Det meningsløse liv, som vi ikke selv har bestemt eller bestemmer hvornår vi skal herfra. Det er liv og død, med den lidt barske sætning, af David Camacho, “Fra den dag du bliver født er du gammel nok til at dø”.
Vi kunne også kalde det for det åndsløse liv, hvis vi tog Søren Kierkegaard s stadielære, men så skulle vi også have det etiske liv med og det æstetiske liv med. Det er alle før stadier inden vi træder igennem “Eksistensens Port” og det er måske at tage et stort spring, da der er meget liv der leves og kan udfolde sig på denne side af eksistensen. Men på denne siden før vi træder igennem “Eksistensens Port” så har vi to livs-vilkår som vi ikke bestemmer over, altså vores indtræden i livet og vores afgang fra livet, døden. Og det er her at vi får fat i det tredige grundvilkår, nemlig det grundløse, det meningsløse, og det er her vi har Jean-Paul Sartre´s berømte citat “Vi er dømt til friheden”,  og det er her vores handlinger, der bestemmer hvem vi er, og vores handlinger som sætter rammen omkring hvem vi er. Det er ene og alene os selv, som skal finde en mening i livet.

Dette stadie før porten, er livet, som det leves ud fra det Kierkegaardske Enten Eller, enten lever vi livet ud fra de rammer vi er født ind i, eller også tager vi afstand fra det.
Der er her sindet stadig er direktør på livets ledelsesgang, det er her at vi hele tiden veksler mellem dualiteterne, og vurderingerne står i modsætningsforhold til hinanden, og betinget af, om vi er sultne eller mætte, i vores primære behov.

Det er her, at vi enten er tilpassede eller også er vi utilpassede, Flinkeskolen eller Rebellen og dog står de i modsætning til hinanden. Samme niveau, eller den utilpassede er en kende mere vågen, eller har aldrig haft nok ro til at falde i søvn,  og tør ikke slip, af frygt for at miste sig selv (falde i søvn) i tilpasningens dyder.

Uagtet om vi lever det tilpassede liv, eller det utilpassede liv, så er begge liv syntetisk, altså ikke autentisk liv, for den ene liv er det tilpassede liv, det gode “arvede liv”, med traditioner, pligten og forpligtelserne, og det utilpassede liv, som faldt udenfor rammerne, forventninger, det sorte får, den som går i mod strømmen.

Begge liv når sit endelige da begge liv er betingede liv, den ene holder undertrykte følelser ude og den anden forsøger at forny sig selv, finde nye sanselige fix. Begge kommer til en fortvivlelse,  da begge liv skal holdes igang, de er begge styret af en underliggende frygt, og ingen af dem har værendygtighed i sig. Det er gøren og ingen væren, og væren er den balance orden det er, som når vi lader os flyde på vandet.

Det kan ses i samme lignelse som den fede larve, som æder sig tyg og fed, eneste formål er at æde og flytte sig fra blad til blad.

Det er her vi kan se at den fede larve ikke har nogen essens i sig. Der er ingen sommerfugl at spore, men den fede larve, kommer til sit endelige, og er vel også fortvivlet over sin korpulente tilværelse, og ser det sikkert også dom meningsløst, indhyller sig i en spundet puppe, en slags dyne over sig, utilfreds med tilværelsen og en kende deprimeret.

Den kommer til en kamp i og med sig selv, den krakelere, den taber sit gamle jeg, den vrider sig i sit pølseligende skind, en angstfyldt og pinefuld død, for den fede larve dør, samtidig med en tranformation opstår, for ud af larvens død opstår en sommerfugl, smuk og fjerlet.

Den samme tranformation er muligt for et menneske og det sker også når fortvivlesen får lov til at få frit spil.
Det sker når smerten i nuet, er større end frygten for at give slip. Det at overgive sig til, det man har fortrængt og lukket nede. At de indre dæmoner ikke længere har magten over en. Det sker ofte gennem brud og skilsmisse, det at miste en kærligheds-relation, eller en fyring, eller gennem sygsom og ulykker.

Her kunne vi kalde det for den lille død, eller egoet død, som passer ind i denne lignelse med den fede larve.

Det at træde igennem Eksistensens Port, er den sårbare proces, at afklæde sig, sine historier, særligt som offer, det samme gælder skylden, bebrejdelserne, anklagerne på sig selv og andre. Deri afklæder man sig også sine forsvars mekanismer, sine undgåelses-mønstre, samt benægtelse og fortrænings-evne.

Det er ikke noget man bare smider fra, for det er mere at gå igennem skammens haller, hvor alle ens skammeligste oplevelser, hænger side og side, med de fordømmelser man har fået, de skyldige handlinger man er blevet opdaget i.

I kristendommen taler man om “Sjælens mørke nat”, og det er er her det sidste mørke, lige før daggry, som betyder  efter egoet krakelerer, skammens sidste skylning, og den første nåde kommer en i møde.

“Kend dit mørke og lyset vil skinne på dig”, bruges også i denne forbindelse, det er i samme forbindelse med beskrivelsen af dette udviklingstrin, denne transformation.

Det er efter dette fald, og denne oprejsning fra de sovende til de vågne, at man er i enhed med sig selv og i en større forbindelse til verden. En ny og sanselig verden, en klarhed med fred i sindet, da det ikke længere er sindet som er på posten som direktør, det er hjertet, intuitionen, modet, en stemme som kommer ud af stilheden.

Det er her vi står i forhold til verden, et kærlighedsforhold, hvor det hele hænger sammen i en større orden.