Mellem galskab og disciplin.
Er på mange måder beskrivelsen af min åndelige praksis. Det er nemlig ikke fornuften, traditionerne eller miljøet, der stiver os af eller kan vise os vejen, mening eller formålet med vores liv og færden.
Når vi vælger galskaben så vælger vi trygheden, det vanlige, det forudsigelige og de lette valg fra.
Faktisk er galskab mere forædlet destruktivitet, hvor det “ødelæggende” er taget ud af ligningen, og tilbage står et ukuelig mod til at vove pelsen, bryde isen, det at være udenfor normalitet og lige rettede vinkler.
Galskab er også i zen buddhistisk forstand, tæt på en uselvhøjtidelighed, det at kunne gøre sig til grin,
for at komme ud af egoets selvhøjtidelighed og frygt. Netop denne frygt for at blive ekskluderet, hånet og blive til grin. Så selvironi og humor er mere et fundament, for i galskaben er meningsløsheden, et eksistentielt vilkår. Fordi alting kun får den betydning, vi tillægger det, og at alting ændre sig og forsvinder, ligesom vi selv gør det.
Galskaben har også et et ironisk syn på den rationelle fornuft, fordi alle de store linjer og værdier i livet ikke kan gribes rationelt eller kan forklares.
Særligt kærlighed kan ikke gribes rationelt, fordi kærlighed er noget grundlæggende og står ikke til at indfanges og forklares.
Disciplin er, at gøre dét alligevel, at følge beslutningen, at gøre noget vigtigere, end noget andet, på trods af ligegyldigheden og tingenes storhed og forfald.
Disciplin er at søge det endelige-, det forløsende- og det enestående- og det uopnåelige, Hvorfor?
Bare fordi at livet bliver fordøjeligt og får en retning, og noget at stå op for.
