Er beskrivelsen af min åndelige praksis.
Det er nemlig ikke fornuften, traditionerne, miljøet eller systemet der stiver os af, eller kan vise os vejen-, meningen eller formålet med vores liv og færden.
Når vi vælger galskaben så vælger vi trygheden,
det vanlige, det forudsigelige og de lette valg fra.
Faktisk er galskab mere forædlet destruktivitet,
hvor det “ødelæggende” er forædlet og går imod egoets vaner og tyranni. Tilbage står et ukuelig mod til at vove pelsen, bryde isen, det at være udenfor normalitet og lige rettede vinkler.
Galskab er også i zen buddhistisk forstand, er opløsende af egoets selvhøjtidelighed.
Så galskab er at kunne gøre sig til grin, for at holde sig fri af egoets selvhøjtidelighed og frygt.
Galskab er modgiften til frygten for at blive ekskluderet, hånet og blive til grin.
Så i galskaben er selvironi og humoren et fundament, sammen med meningsløsheden, et eksistentielt grundvilkår.
Det er egoet som har brug for at værdilade alting, godt eller skidt, drama eller fantastisk, snart ude snart inde, Virkeligheden er at alting ændre sig og forsvinder, ligesom vi selv gør det.
Galskaben har også et et ironisk syn på den rationelle fornuft, fordi alle de store linjer og værdier i livet ikke kan gribes rationelt eller kan forklares.
Særligt kærlighed kan ikke gribes rationelt,
fordi kærlighed er noget grundlæggende og står ikke til at indfanges og forklares gennem rationale.
Disciplin er, at gøre dét alligevel, at følge beslutningen, at gøre noget vigtigere, end noget andet, på trods af ligegyldigheden og tingenes storhed og forfald.
Disciplin er at træffe nogle valg og holde stand, at holde distancen, stilen og standarten.
Disciplinen byder sig til i handling, i at gøre det gode, i at stå distancen, at tage ansvar, at gøre det svære,
i stedet for dét lette.
Disciplin er at søge det endelige-, det forløsende- og det Enestående- og det uopnåelige, Hvorfor?
Bare fordi at livet bliver fordøjeligt og får en retning, og noget at stå op til, noget leve for og leve af.
