Distancen imellem os, er blevet mindre, vi er kommet tættere på os selv og derved hinanden.
Vi er ikke længere fyldt op af støj, meningsløst fyld og stræben efter lykke-rusens uopnåelige. Vi er frataget vores gøren og laden, vi er smidt af toget, vi har mistet vores selv-bestaltede kejserdømme. Tilbage står vi som drengen i kejserens fine klæder, og tænker “Hvad faen, havde jeg lige gang i?” og “Havde jeg lige så travlt, at jeg ikke ænsede andet, end opnåelsen af mine daglige gøremål?
Var jeg så vigtig, at jeg ikke kunne holde en fridag som Audrey Hepburn gjorde i 1954?
Jo nok er vi er blevet mindre i vores fylde, gøren og laden, men vi er vokset betydelige, i væren tilstede her og nu, i tydelighed.
Og paradoksalt så ser vi hinanden, trods afstand og ensomhed, for i ensomheden og i fraværet er vi nok forskellige, med vi er alle i samme båd. Det er i behovene og følelserne vi kan mødes medmenneskeligt og medfølende.
Vi er med ét blevet naboer, og de modigste skåler med på sange fra altanen, vi rødmer og genser alle de medmenneskelige følelser, generthed, blufærdig og pinlighed.
Og dog, det er befriende, det er menneskeligt og trods mit mindreværd, er det befriende, ikke at skulle være perfekt.
Jo det er muligt, at jeg er blevet betydelig mindre, men det er i forhold til dét som jeg sætter pris på, nemlig dét vi har og det vi kan og det vi drømmer om.
Jeg ser nu, at alle mine drømme og længsler ikke handler om mig, men altid om os, jeg ser tydeligt nu, hvad jeg skal gøre mere af i fremtiden, mere for dig, mere for os.
