Mænd er som mænd er flest, og i disse MeToo tider, er det nemt at få øje på mænd som ikke opfører sig ordentligt og som ligefrem er modbydelige og krænkende.
Men mænd er hvad man gør dem til, mænd er hvad de bliver opdraget og trænet til og endeligt er mænd en afspejlingen af den samtid vi lever i.
Mænd rummer kimen til kærlighed som både i Jesus, Buddha eller Gandhi og ligeledes så rummer mænd kimen til total destruktion og som i fanden selv. Men manden er ikke noget i sig selv, han kan faktisk ikke ret meget alene, han er både sårbar og er afhængig af den flok, han kan kalde for sin egen. Faktisk så afhængig, at han er klar til, at slå ihjel for at høre til, om det er for kærlighed eller for bandekriminalitet, så kommer det først i anden række.
Det betyder, at vi kan få hvad som helst ud af manden, En jesus eller djævelen selv, er ikke op til ham selv alene, men det er dét som vi gør ved ham, som er afgørende (nuvel 4-6 % er udenfor rækkevidde og indflydelse).
Jeg kunne lidt frisk sige, at manden samarbejder for enhver pris, for den kvinde som er afhængig af en mand, skaber en ligeledes en afhængig mand. For den kvinde som ser manden som krænkende skal nok blive krænket eller får øje på krænkelserne.
Og for den kvinde som kender kærligheden, skal nok få lært manden at elske. For end ikke kærligheden kan han levere, uden at han har modtaget det i de rette mål og doser.
Men har manden (som barn) fået den rette omsorg, den rette forpligtelse, de rette doser af ansvarlighed, humanistiske værdier, lært at være ærlig, loyal, elskværdig og medfølende, så har vi en leder som lære fra sig, til sinne sønner og som værner om både sine “brødre og søskende” og drager omsorg for de ældre.
Omvendt er det den fraværende fader, ham der efterlader kaos, krig, had og destruktion hos sine børn og sine efterladte.
Essens er; Vi har de mænd vi skaber og i et individuelt og egoistisk samfund, bliver mænd ikke formet og ej dannet, men destruktive og fulde af had, da mening og den livsnødvendige samhørighed er sat ud af spil.
Dette er er ikke skrevet for at fritage mænd, deres ansvar for deres adfærd og konsekvenser derpå, hertil står alle på mål for deres handlinger og hertil har vi en et retsamfund, som straffer for de ugerninger der bliver begået. Men vi ser verden over at fængslerne er overfyldte og tallene viser tydeligt, at straf ikke virker, men blot skærmer samfundet for forbrydere.
Men vi kan ikke forvente at mænd tager ansvar, hvis ikke de har lært det gennem deres opvækst og gennem værdier og rollemodeller.
På den samfundsmæssige klinge betyder det, at vi alle har brug for sammenhæng mennesker imellem og det at leve sammen for fælles mål og gerninger, jo mere vi har og passe på og formål at stræbe efter, jo mere gavn har vi af mændene og jo nemmere har de ved at passe ind, da der er brug for dem og det giver mening for dem.
Lidt enkelt kan det siges, “at jo flere utilpassede et samfund rummer, desto fattigere samfunds værdier og normer har det”.
