Der er 2 slags frihed, den ene egoets frihed,
som sker med viljens kræft, på trods af,
en selvbestaltet ret, til at være og gøre som egoet alene finder bedst. Det er mere et fri af, end fri i, altså at gøre sig fri. En uafhængig frihed som i sin form “jeg har ikke brug for nogen eller noget”, jeg kan klare mig selv”.
Det er ikke en rigtig frihed, for det er ret krævende form at gøre sig fri, og den er altid i det skjulte betinget af frygt. Frygt for at ligge under for andre, opløsning, påvirkninger af andre.
Deri er det udover at være egoets frihed, så er det også ofrets frihed, for der er altid en smertekrop, egoet ikke vil kendes ved, deri jagten på en rus, kaldet frihed. Altså en fri af smerte, som jo kun vokser, jo mere vi kæmper for denne frihed, som i disse tider skrumper ind.
Det er her vi slår os på hinanden, i krænkelse, i skam, i skyld og ukorrekt opførsel. Fortidens sår og umenneskelige handlinger træder frem som mammutter som opstå i Parma-isende smelten.
Vi står i en historisk mødding af gamle fortrængninger, socialt og globalt, vælter skeletterne op af jorden, og i krænkelserne ømme gummer kommer vi til at krænke andre som vi tror er smertens forvolder.
I smerte og i sårbarhedens fortvivlelse søger vi vejen ud af dette helvede, som i Dantes guddommelige komedie. Og hele tiden støder vi os på nogen, som udviser krænkende adfærd, vi slå fra os, i forsøget i at komme fri.
Der er snart ikke nogle fri pladser at finde, fortrængningens paladser synker i grus, i voldens mose.
Alle syntes vi fortabte, eller vi søger allierede blandt andre ofre, vi kæmper og søger lindring, eller nogen vi ikke støder os på.
I virkeligheden er det egoets sidste kamp for et stykke retfærdig menneskeligt frihed. Som ikke længere er til at finde, der er nemlig ikke længere plads til et selvbestaltet fortrænings palads.
Det føres os til fortvivlelses endelige, egoets død, en opløsning, en nedsmeltning af egoets lyst og frie virke.
Her må vi tage ejerskab af den smerte, vi har båret og fortrængt. En smerte for vis fadder er i de fleste tilfælde ukendt. Dog kender vi smertes brødre, dem vi kender navnene på, overgreb, mobning, skammen i ikke at være som de andre. Uskyldighedens skyld, som i at finde sig gøre noget man ikke måtte.
Når vi tager ejerskab for fortidens smerte og selv står fadder vores egen ignorance over for os selv, her opstår der en ny frihed til at være med og være i den opheling og genoprejsning som opstår.
Her finder vi ud af at vi er ikke alene og ikke ønsker egoet frihed da den i virkeligheden er det fængsel vi har beskytters os i. Vi opdager at vi ikke er så forskellige og at vi har brug for hinanden, at vi alle er i samme båd, samme jord.
Vi støder os ikke længere på hinanden, da vi er hinandens støtter i et fælles forsøg på at give og gøre plads til hinanden. En “dig før mig form” og en “vi form.
Det er den eksistentielle frihed, hvor vi tager ansvaret for et vi fremfor et mig og mit.
Her er der ingen fridage men fred i “fritten”, en frihed i at være til og i at kunne bidrage.
