Hvis der i mennesket findes et lys,
så må det være meningen at det skal lyse.
Og selfølgelig findes der en lille flamme i os alle, fra lille våge til brølende flammer. Vi kender det fra forelskelse, i at brænde for sagen, i at vove på trods af frygt, at mærke retfærdighed skal ske, at være kaldet til en sag, et job, en livsstil.
Meningen må være at søge dette lys, denne flamme, denne livsgnist, passionen, lidenskaben, kaldet efter noget større i os selv og imellem os to, os i fællesskab.
Hvad tjener det at tvivle på sig selv? Andet end beskytte sig mod lyset? Det samme med selvkritikkens evige slag, som bølger ind imod det som kunne bygges af sand?
Frygten er ikke for lyset, men at det slukkes,
af andre i hån eller i det at komme til at stå alene, for lyset kan ikke lyse i aleneheden, eller i ensomheden, lyset kan kun lyse i forhold til noget eller nogen.
Lyset kan lyse på dig selv (i en tid), på din elskede, dine børn, lyset kan lyse på formål, meningsfulde bedrifter, på det du kaster din lid til, din passion, din lidenskab. Alt hvad du kaster din energi ind på, ind i, får et lys-stref, af din lidenskabelige flamme.
Så i denne tid puster vi alle til flammerne, fordi at svære tider kræver, at vi bringer os i forhold til noget som er større end aleneheden og ensomheden, større end vores eget selvbestaltede trygge bur, fordi at trygheden ikke længere findes og kan fængsle os.
Trygheden er måske ikke mørke, men det er skygger af de tremmer, de murer vi forskanser os bag ved.
Vi er tvunget til at give slip, og søge mod noget håndgribeligt, samme bevægelse som lyset.
Vi kan nemlig ikke være vores egen skygge, i at miste/give slip i det forgængelige. fortiden er en skygge vi har ladet os farve af. I De grå skygger havde vi glemt lyset, energien og det at være optændt af noget, nogen, en bevægelse mod noget større, et sammenhængende hele, et ideal, et gode, et idealsamfund.
Kun i skyggerne kan vi tvivle på os selv, kun i aleneheden, ensomheden bor tvivlen, da vi i skyggen ikke kan skelne, ikke kan se flammen. Det er med lys vi kan se og skelne, det lys som altid er med i samspillet med nære relationer, passionen, og lidenskaben.
