Vi må konstatere at uagtet positivt fokus og alle intentioner har en positiv side, så lider vi som mennesker.
Måske mere psykisk end for bare 40 år siden, da vi havde mere fat i hinanden, som i vennelag og et familiært fundament, mindre global frygt, mindre bevidsthed om hvordan det stod fat i andre dele af verden.
I dag ved vi, hvad der sker på den anden side af kloden, og mere end nogen sinde, kan vi med rette sige, at vi høre sammen.
Vi kan ikke længere sige, at vi ikke er en del af andre befolkningsgrupper på denne jord. Vi rammes i en grad, som vi ikke har kendt før hen, når naturkatarstrofer rammer befolkninger, på den anden side af kloden.
Vi har måske mistet grebet om vores næstekærlighed, men den globale aktivering er tydelig i donationer, hjælpeorganisationer og aktiv deltagelse både i nødhjælp og sågar krig.
I Buddhas lære indgår 4 ædle sandheder om lidelse, her er de præsenteret lidt mere i en lidt mere moderne fortolkning.
- Livet betyder lidelse og tab.
At leve livet er ensbetydende med at vi kommer til at lide og miste. Lidelse fordi vi ikke har alt hvad vi kunne ønske og drømme om. Tab af de små vi mister hver dag, vi mister tid og hver dag vi ikke lever livet fuldt ud, mister vi en bid af en kontakt til et rigt liv, livet passer gennem automatik og hverdagspligter. Store tab og lidelser sker gennem de store linjer, alene i det fysiske, findes smerter, sygdom, skader, træthed, alderdom og død. I det psykiske sorg, frygt, frustration, skuffelse, kærestesorger, afvisninger, svigt, traumer, krænkelser, overgreb og depression. Alt sammen fåes i grader og nogle er forskånet for det meste, men ingen undgår lidelser og tab, det er livets grundvilkår; Liv koster liv og selv en god dag har sin ende.
Vi ønsker at eje og holde fast i alt som er rart og giver gode følelser, men livets klareste konstatering er, at intet vare længe og intet kan fastholdes.
Selv gode følelser kan vi nå at blive mætte i, og det kan ske selv før festen er slut, og når vi er mætte, så lukker vi af kropsligt, følelsesmæssigt og sjæleligt, og det sker før vores “lille jeg” (egoet) er mæt og klar til at forlade festen, inden prinsessen eller prinsen er gået hjem.
- Vores ophav til lidelse er afhængighed til forgængelighed.
Oprindelsen af vores lidelser er tilknytning, vi binder os til ting (objekter), mennesker og begreber om hvem vi er (identitet gennem materielle billeder og forskønnelse). Altså vi skaber ideelbilleder af hvordan vi ser os selv og hvordan verden er, eller omvendt negative forestillinger, uagtet om det er ideel forestillinger eller negative forestillinger, så enten lider vi, eller rammes af/såres når vi ikke lever op til vores egne forestillinger, eller verden ikke lever op til vores forestillinger.
En stor del af dette er fordi vi har en umoden tilgang til os selv og vores verdens billede. Vores barndom, hvis vi er heldige, er præget af beskyttelse, fortielse og uvidenhed om at som kunne skade os, give os frygt og afvisninger. Dette “barndomsland” er jo præget i at barnet er verdens navle og alt er til stor fryd, for hvad barnet end måtte bedrive, hvilket giver et ret fantastisk selvbillede af barnet og da verdens barske realiteter er filtreret fra, således at er konstant fin og uden ulyksaligheder.
Både barnets selvbillede og forståelse af verden er således illusioner, men er skabt i tryghed og godhed, men som bliver mindre og til dels forsvinder gennem opvækst, og den lidt barske tilgang til verden og de lidt mindre forskønnede virkelighed af barnets skyggesider.
Vi opdager også i vores opvækst, at dem vi elsker og ikke kan leve uden, vil død en dag, og sygdom er uundgåeligt, og ja verden bliver større og vi kan ikke få alt hvad hjertet begærer, vi er begrænset i forhold til vores ønske om alt hvad vi finder rart og trygt.
Men da vi finder det meget frygtsom, at møde alt og den verden vi ikke kender og finder trygt, bliver det ofte, overset, benægtet, fortrængt under vores naive forestillinger og begærlige ønsker om hvordan tingene skal være og ikke mindst hvordan vi begære og eje verden.
Det er således i mødet med virkeligheden vi bliver ramt, rystet, først af frygt, så sorg over at miste, som så bliver til tab af liv, tab af illusioner og måske endda tab af kærlighed og liv som ikke er udlevet og levet.
- ophør af lidelse er opnåeligt.
Disse lidelser forsætter livet igennem, indtil vi vågner op af “drømmen” altså vores lidenskabelig afhængighed til alt det skønne i livet.
Ophør af lidelse er en proces som Buddha kaldte for Nirodha.
Nirodha betyder ophør af begæret og længslen efter det som vi tror er uden for os selv, samt afhængighed af andres kærlighed og bekræftelse af os. Nirodha slukker for afhængighed, fastholdelse af objekter, mennesker, lyksalige følelser, forventninger til hvordan andre mennesker skal behandle os, give os. Nirodha er også ophør med den dualistiske tankegang, som er enten eller, at vi kan lide noget og andet finder vi frastødende, smukt, grimt. Hvilket er det umodne sind, konstante kategorisering af duer, duer ikke, det er lige mig, det er ikke lige mig. Det vil jeg have, det skal jeg eje, og omvendt.
Der er mange niveauer på dette opvågningsstadige, ofte starter det med en passivitet, en død periode, som larven som æder sig fed og grim, for siden at forpupper sig tæt til næsten død. Herefter kan der være en tid med søvnløshed, fortvivlelse og utilstrækkelighed, hvor de gamle måder at drive livet på, eller begæret som har det styrende, ikke længere kan holde motivationen oppe, da det er spundet op af illusioner.
Det sidste skidt på denne tranformations vej er Nirvana, som betyder den ultimative frihed, ubetinget kærlighed og ingen bindinger til noget eller nogen. Det at man har sluppet alt tilknytning til det at skulle eje eller identificere os med tingene.
Det er at være oplyst, det at alle slør som vi har haft for øjnene, og de illusioner og historier vi har fortalt os selv, er raslet ned. Vi ses verden med klare øjne, vi er vågne og tilfredse og kan grine af os selv og vores omgivelser.
Nirvana er simpelthen frihed for enhver bekymring, komplekser, fikse ideer, neuroser og alt ses igennem et klart lys og forståelse, da sindets forførelser og labyrinter er ophørt.
Nirvana er ikke forståelig for dem, der ikke har nået det, da det ikke kan forstås, det skal opleves.
- Vejen til lidelsens ophør.
Der er en udvikling og en modenhed som ender denne lidelse.
Det er en proces med trin så det foregår i niveauer en gradvis vej til udvikling og fuldkommenhed. Det handler nemlig ikke om at forlade alle lyksaligheder eller gå på nøjsomhedens stier. Der er nemlig en middelvej mellem de to yderpunkter, overdreven selvforkælelse (hedonisme) og overdreven selv-mortifikation (askese) og det fører til slutning af liv på frygt og jagten efter lykken udenfor en selv. Her taler man ofte om genfødsel, eller bevidstgørelse, det at blive hel, det at komme hjem.
For at kunne gå denne vej, er man nød til at finde en ædel vej at vandre på, for ikke at blive forført af sig selv og det lille sinds forestillinger, ej heller af andres forførelser. Det gøres ved at gå den Den ædle otteledede vej, som betyder at gøre tingene ædelt og ordenligt som; ret tale, altså tale sandfærdigt, ret handling, ret opmærksom mm, som jeg vil komme ind på senere.
