”Livets kirkegård er ikke til de døde, men der hvor livets spæde rødder er begravet”.
For hver en dag vi ikke lever, sætter vi et kors.
For hver en dag vi ikke føler kærlighed, nærhed, mister vi en del af livet.
For hver en dag og for hver et kors, samles tåre i sorgens bærer.
Jo større sorg, jo svære er det at forlade denne kirkegård,
det sværeste er; at erkende det liv som ikke er levet.
Det er tabet af det liv, som ikke er levet, som gør mest ondt.
Det er erkendelsen af vores egen begravelse af liv, som piner os ved mødet med kærligheden.
Det er derfor de fleste ikke går uden forbehold, ind i dybe kærlighedsrelationer, det er her de møder tabet af deres egen kærlighed.
Det er ikke frygten over ens nye kærlighed, skulle svigte dig,
men de svigt som er gået forud, dels ved egen hånd og gennem de illusioner vi har måtte gå igennem, i troen på at alt var godt og kærligt.
