Et skarpt hjørne er rundet, men er det muligt at runde et skarpt hjørne?
jeg er blevet 50 år, virkelig gammel set i ungdoms lys, og med visdommens briller, er jeg blot tjekket ind for alvor “All include”.
Tiden til at reflektere over liv og død, kommer igennem flere faser i livet, er vi heldige, så kommer vi igennem kriserne og modnes for tilsidst at være mæt af livsfylde, fremfor at jagte illusioner eller flygte fra dødens tomme haller.
Jeg har her ved halvthundrede års krisen, listet nogle af de basale livs-kriser op.
Hormonkrigen.
Første gang vi er bevidste om krise, er når vi står foran porten til vores voksenliv. Det er her hvor vores hormonerne bliver til partisaner og har hver deres guerillakrig i vores krop. Et sted med bumser og hvor selv ens stemme, gør nar af en, her overvejer vi kraftigt om ikke verden var et bedre sted uden os, og ofte tænker vi at noget er gået galt, vi har simpelhen trukket en nitte i livet. Vi mister barndommens ubekymrethed, og begynder at se på selv, med den skarpeste kritiske lup. Er vi heldige, har vi en voksen som kan rumme både alvoren og også forsikre os om, at vi nok skal komme ud på den anden side i en bedre udgave, med et slet skjult smil.
Senere mister vi enhver kontakt til refleksion og fornuft, så hvis vi ikke helt skrået til og programmeret til at yde og levere 12 taller til samfundet, ja så tager vi Egoets buldretog, en farefuld ekspedition, hvor vi eksperimentere med livet og med rusmidler, både de farlige og de mere kropslige.
Forældrekampen.
Næste gang vi rammer refleksionerne, sker når vi har fået børn og livet består af bleer, syge børn, madpakker og logistik mellem børnehave, skole, hjem og arbejde. Vi mistede os selv i ungdommens rus og vågnede med tømmermænd og en partner som skriger ind i vores hovedet, om man kun kan tænker på sig selv og sine behov. Det er her vi vågner, “Jeg og mine behov???” “Hvem er jeg”, og “hvad er behov??”, “Hvad var det lige der skete?”
Man drog ud som ung i livet, “høj og fuld, både fysik og psykisk” høj på erotiske hormoner og fuld at selvtillid og gå på mod (nu da partisanhormonerne og de værste bumser har lagt sig), ja nu ventede verden på en og pludselig vågner man i en familie, ganske utilstrækkelig, med underskud på bank-kontoen, søvn-kontoen, energi-kontoen, erotik-kontoen for ikke at tale om selvtillids-kontoen og behovs-kontoen.
Det er så anden gang i livet, vi tænker på døden, her dog med en mere kølig nysgerrighed, hvor vi tænker “Hvis dette er livet, så frygter jeg ej døden”.
Jeg er senere blevet lidt klogere på dét med ens partner, som tror at man kun tænker på sig selv og sine behov. Det passer ikke, begge parter knokler for at leve op til illusoriske krav og forventninger om et perfekt forældreskab. Og begge to tillægger den anden i at nyde, mens man yder og levere varen.
Rutinekrisen eller Meningskrisen.
For de “heldige” så er der en krise 2.0 mid i livet, her er børnene blevet halvstore og har fat i deres egen hormonkrig og forældre oprør og vi tænker Holy shit nu ikke igen. Er vi heldige, så har vi en smule overskud til at være der for vores børn, og på forunderlig vis, rummer vi mere kærlighed til dem, end den vi fik med hjemmefra.
Heldigvis så kan vi smutte afsted på arbejde og andre sociale forpligtelser, men alt syntes at være prøvet og vi har forlængst fundet ud af ud af hvem vi er på jobbet. Vi kender rutinen til bevidstløshed og vi forsøger at underholde os, men uanset hvad,
så er det en genudsendelse nummer 100, vi er praktisk talt ved at dø af forskaldninger af rutiner og patina.
Det er så her, at vi ikke stiller spørgsmål om døden, men hvordan kommer vi ud af den?
Vi har underholdt os til fuldbedøvelse, vi har fundet ud af at vi ikke dør i forsøget på at overleve, men vi døder os i gentagelser og tvangsrutiner.
De store spørgsmål er her, “Er dét hér livet?” “Er dét hvad der er til mig?” “Hvad med passionen og lidenskaben?”,
“Skal jeg bruge resten af mit liv med dette arbejde?”, “Kunne der være en anden mission der gav mere mening? og havde et større formål end blot mig selv og mine rutinelyser?”.
Jeg skylder måske at sige, at enhver krise i livet er et overgangridt, hvor man netop er i gang med at forlade, en tidligere fase i livet, så enhver krise er en kamp, om at holde fast i det liv som er udtjent, samtidig med at nyt liv truer med at overtage kroppen og førebunkeren på øverste etage.
Skilsmisse eller missing skills
Skilsmissen er også en fase, dog passer den ikke i en naturlig rækkefølge, i kriserækkerne, den kan sættes ind, på sammen måde som vi som teenager har brug for en kamp for at løsrive os barndommens land. Den kan komme som et værn mod de sværeste følelser i en krise og den kan være et naturlig symptom på at vi har mistet os selv og kontakten til vores kærlighed og følelser. Nå vi skilles er det fordi vi ikke har formået at skabe den nødvendige dybe kontakt og forstået hvordan vi vedligeholder den, og hvordan vi kan vokse sammen, uden at vokse sammen. Så når vi går ind i en krisefase i livet, så er det rutine-forskaldningerne som skal krakelere og nedbrydes som et gammelt hus, hvor der ikke længere er plads eller ilt nok i. Her kan vi tillægge vores partner at være så meget en del af dette alt for lille hus, at vi bliver nødt til at skilles både fra “hus og partner”.
Det kan også blive en nødvendighed med en skilsmisse, hvis ens partner holder fast i ens forgængelige jeg, i stedet for at støtte en i udvikling i at blive en bedre og mere moden udgave af sig selv.
Eksistensens All includet.
Det sværeste er den sidste kamp inden accept og erkendelsen og overvindelse af “benægtelsen af eksistensens endelige” og livets udløbsdato er både en konstatering og en ubekendt tro følgesvend.
Denne krise er; hvis man har taget alle livets forgående kriser og man har mærket smerten, ved at miste både relationer og gennem død, en af de mindre kriser.
Det er en erkendelsernes krise og en øvelse i at skille fedtet fra kødet, forstået på den måde, at der er mere, man ikke skal have med, på denne rejse.
Det er farvellerne som skal tages, både farvel til det gode som var engang og saglige farveller, til alt dét man ikke behøver at bruge tid og krudt på. En erkendelses rundrejse i at få kikket på, alt hvad som har været rugbrødsarbejde og forpligtelse, som er en del af fortiden og ikke længere skal have plads på dette eksistensens tog. Et farvel til dem som ikke giver mere end udmattelse, bekymringer og anstrengte grimasser som er påkrævet, fordi man i hensyn har kastet sig ud i nogle selskabslege, man skulle havde sagt nej til.
Smerteligt er det at se at hovedparten af livet er brugt/misbrugt og derved dødt, samtidig med at det er meget sårbart er at mærke livets skrøbelige taknemmelighed i, at stadig kunne nå at elske uden bekymringer, uden praktiske gøremål.
Det er det skarpe hjørne hvor alt overflødigt, skal ryge af i svinget en “erkendelsernes resteplads” hvor familie og forpligtelse´s bussen bliver skiftet ud med en cabriolet, hvor en selv har fat i det store rat og ens livspartner sidder på sædet ved siden af og ens livsmission er spændt fast på bagsmækken.
Det er her vi har fundet eller genfundet kærligheden på et dybere plan, vi er klar på vores værdier og vores mission i livet,
der er både tid og plads til at tage den slow og målrettet. Det er ikke længere overlevelsens enten eller, men livets både og.
Alderdommen; den sidste dom.
Denne fase vil jeg gerne fortrænge lidt endnu. Så her lader jeg kapitlet stå tomt endnu.
