Livet ønsker at leves, om det så koster døden.
Eller i hvert fald tæt på døden, for på kanten, mellem liv og død opleves livet i højeste potens.
Lige her er angsten for døden, den samme som angsten for livet.
For hvad er livet, når vi ikke kender dette uudfoldede liv, dette uopdagede liv, disse skridt mod ikke kendt liv?
Vi taler om livet, som det levede liv vi kender, rutinernes spejle, og pejlemærker, mærkedage og traditioner, men livet er mere end det.
Livet rummer det umuliges mulige, ja det rummer mirakler, og små guddommelige åndehuller, kærligheden og ja faktiske rummer livet også døden, som hver dag besøger vores liv, for hver dag,
tager vi afsked med det forgangene.
Hver dag tager døden en levet eller ulevet dag fra os.
Og på trods af det, rummer livet forventningen om en ny dag, for hvis fokus, allerede har sat rødder i morgendagen.
Livet rummer troen på mulighederne, chancerne, på det at være heldig, på at være på det rette sted, på det rette tidspunkt.
Særligt troen på at der er en retfærdighed, en orden, en naturorden, som er de gode gerninger nådig.
At vi kan gøre os fortjent til et godt liv, uagtet hvad det så måtte være.
Det er troens grundtone, for selvfølgelig er vi nødt til at tro på dagen i morgen, tro på, at vi ikke kun lever i en lukket kasse, men at muligheder og valg fører mod nye horisonter.
Livet er større end forventningerne,
større end vores ord kan udtrykke det,
Livet er tungere end vores fysiske krop kan bære,
Livet er større end vores forståelse og formåen,
Livets grænser findes ikke, men leves i forsøget på at søge det umuliges mulige, gennem troen, med mod og i samspillet med andre…
