Livet efter kræftforløb

Det er lidt over et år siden, at vi blev ramt af Inges brystkræft. Et forløb med kemo, stråling og et sted i midten, en dødsdom på et lægeskøn ud fra et røntgenbillede, som heldigvis var et fejlskøn.

“Livet går videre”, er en talemåde, og det er sådan det ér, livet vil leves for enhver pris, om det så koster døden. Og livet koster og betales med døden, dog er dødens visit, en påskønnelse af livet,. Det vækker det liv, som måtte slumre tryghedens søde søvn, det ryster livet forskansninger af, det gennemfryser ligegyldighedens kåbe, så man kun kan træde ud i livets absolutte skrøbelighed, nøgen, nyfødt og uendelig skrøbelig.

For livet er en skrøbelig størrelse, et sekund mellem liv og døde, et forkert skridt, et forkert ord, en uheldighed uden uheld, blot et slut er det.

Fra det øjeblik vi fødes, er vi gamle nok til at dø, en kendsgerning, som vi for alt i verden fortrænger, forsøder, indtil døden banker på vores dør.

Så ja livet går videre, men ikke som før, for livets skrøbelighed er samtidig døren til uendelighedens mulige. Livet er fuld af muligheder, og det koster kun levet liv, hver dag leves og dør.

Livet er også fuld af valg, men med dødens visit, bliver valg i livet nemmere, for nemmere er dét at vælge, og vælge fra, for i alt sin enkelthed hedder det, bidrager det? Eller berøver det?

Det at give og det at tjene livet, det at tjene i en social kontekst, beriger og det som berøver er det som intet tjener.
Og det som ikke tjener og bidrager til liv, energi og værdier, er ikke værd at slæbe på.