Lives leves mellem galskab og disciplin.
Hvad holder dig oppe, når du mister alt?
Når du forlader de vante stier?
Når du går mod strømmen, eller giver slip på forestillingerne om hvad der er rigtigt og forkert?
Mange mennesker holder igen, alene fordi de har prøver at miste, været gået konkurs, det at de har lade sig forføre af et begær, en ild og så har brændt sig.
Denne “holden tilbage” er skammen fængsel, hvor den moderlige stemme, som hvisker stille
“Du husker nok”.. “Nu ikke mere af det pjat, man ved hvad man har, og nok er nok”.
Det er her man trives i trivialiteternes kartoffelrækker, for man har styr på tingene og man er fri ik? Jo fri af, fri af skam, måske lidt stolt over at være kommet fri af skam eller skyld. Man er kommet fri af sin egen fornedrelse og over sine syndefulde handlinger.
Ens selvfordømmelse er udskiftet med samfundskritik og hån for dårskab og uvidenhed.
Næ man ved et og andet, alle kommer til fornuft, eller gør man?
Fornuftens og skammens frihed er tryg, men den er også fri af glæde, mod og lidenskab.
Livets lektier er ikke at holde tilbage, men at give slip. Levet erfaring er at vi alle fejler og alle fejl bliver til investeringer for et lidenskabeligt liv.
Livslektien, den korte version.
I livet findes ikke fridage, nåde, eller retfærdighed.
Nyd det som er godt, tyg på det svære og spyt dét ud som intet giver,
Fjern det som skygger for kærligheden og resten må du lære at accepterer…
Fjern det som skygger for kærligheden og resten må du lære at accepterer…