Døden indtræffer når livet render ud, ganske naturligt og det er vi alle klar over og desværre er døden blevet et tabu, og mange lever livet som levede de evigt. Det er ærgerligt for det er ikke ensbetydende med, at livet er et fyldigt liv. Faktisk så er døden med til at give vores liv værdi, men jo mere vi pakker døden væk, desto mere tager vi livet for givet. Dette ses ofte når vi har prøvet at miste noget der var os kært, her opdager vi for sent, hvor stor betydningen var af det mistede.
Og mange af os dør før, vi dør rigtigt, sagt på den måde, at uden nye udfordringer og udvikling, ja så bliver livet en genudsendelse, og så er der meget liv, som ikke leves, på bekostning af magelighed og tryghed. Dette ulevede liv, er livets muligheder vi undertrykker. Det kan lyde underligt, at vi undertrykker liv som ikke leves, men det skal forstås, som behov, følelser, drømme, visioner, længsler. Vi har et grundliggende behov for at udforske verden og en søgen mod det vi ikke har og det vi ikke kender. Det behov bliver ofte kørt i sænk når vi møder fare og forskrækkelse, altså noget utrykt, som får os til at trække os tilbage. Så når dette behov bliver undertrykt til fordel for tryghed og sikkerhed, ja så mister vi alt det som kan berige os på vores vej gennem livet.
Lidt spirituelt kunne vi sige at vores frie sjæl mister sit faste i os, eller kan ikke trænge igennem til vores bevidsthed og vi forbliver åndsløse.
I bedste fald møder vi fortvivlelse, eller frustration i alt noget mangler, men skulle vi alligevel vælge dette stabile og forudsigelige liv, så vil vi fortryde det når vi kommer til livets ende.
Den sidste station, hospitalet eller hospice, dette dødsleje, er her hvor hvis vi ikke har reflekteret over livet før, så er døden med til at gøre kassen op. Vi begynder at sprælle, for døden står i døren, og her er det at vi ikke er så forskellige, for de ting vi fortryder vi ikke nåede, er meget tæt på at være universelle.
Bonnie Ware en Australsk sygeplejeske som netop arbejdede på en palliativ afdeling, hvor mennesker var på det sidste i livet. Hun sætte sig for at undersøge hvad de døende fortrød på deres dødsleje.
Det er blevet til en bog som hedder top 5 fortrydelser fra den døende.
Denne hitliste ser sådan ud:
1. “Jeg ville ønske, at jeg havde haft modet til at leve et liv, hvor jeg var tro mod mig selv og mine drømme. Jeg var mere optaget af at søge hvad jeg troede hvad andre forventede af mig. Det er her jeg tror at smerten er størst, og det som kommer først frem, når vores fortrængning forsvinder i og med at det vi skal dø, og intet længere kan fornægtes.
2. “Jeg ville ønske, at jeg ikke havde arbejdet så hårdt”. Her er det især mænd, der fortryder, at de har arbejdet for meget, og her er arbejdslivet, det liv der er levet, men det meste og det mest smukke i livet sker ikke i arbejdet.
3. “Jeg ville ønske, at jeg havde haft modet til at udtrykke mine følelser”. Dette er jo en del af det fortrængte liv.
4. “Jeg ville ønske, at jeg havde bevaret kontakten med mine venner”. Dette kommer jo også frem når vi kigger på livet, og går på opdagelse, så husker vi stjernestunderne med vennerne og opdager måske, at det er længe siden og at ensomheden kom før, vi ville kendes ved den.
5. “Jeg ville ønske, at jeg havde tilladt mig selv at være lykkelig”. Her er det jo ikke at tillade sig at have det bedre end andre.
