Længslen
Længsel er noget vi alle rammes af, nogle gange som et lille stik og andre gange, som en stor sten i maven, eller på brystet.
På det dybeste plan i os, er længslen vores sjæls ønske om, at opløses i Ét med alting, en ubundethed fra vores fysiske krop og de verdslige trængsler. Det er denne rejse over sletterne mod horisonten, ud over havet og over bjergene, mod solen, månen, og den klare stjernehimmel og visdommen ubrudte fortællinger, og ja verdens fortællingerne fra tidernes morgen.
På et mere verdslig plan, så er længslen, den dybeste kærlighed mellem 2 mennesker, et møde hvor 2 forenes i et, et kærlighedsforhold, et møde uden sindets fortolkninger, forvekslinger, forskellighed og beskyttelse. En sanselig beruselse, ja en rus som svinger mellem våge og buldrende flammer, der hvor du og jeg opløses i flammerne, ekstasen, latteren, stilheden, nærheden, intimiteten og ja der hvor verden forsvinder og alligevel står evigheden omkring dette bål, lige her og nu.
Længslen bor også i vores sociale relationer, vigtigst i familien som essens forbundenhed, og særligt i den familie man ikke har, den familie man havde brug for.
Sociale relationer larmer mest når man er alene, måske høre man de andres latter, eller også høre man intet, en larmende tomhed,
uanset hvad, så handler det om, længslen i at stå i forhold til nogen.
Længslen har det med at hænge sig i det manglende, vi kunne kalde længslen, for sjælens sørgmodige kalden, efter dét vores sjæl næres af.
Længsel er vores sjælelige sult, også efter dét vi aldrig fik, for sjælen kender alle sjælelige sorger, for sjælen har sit sæde i det ubundede det uendelige, det evige.
For selvfølgelig er vi ikke kun begrænsede, af det vi kender og det vi har oplevede og det vores sind har kopieret til erindringslagerne,
ellers ville vi ikke søge efter kærligheden, efter vores egen sjæl, efter en Soulmate, og ja længes efter venner og relationer.
Vi har i det hele taget en længsel, efter det vi ikke er, det vi ikke har fat i. Det er en del af sjælens ønsket, om at blive hel, som vi var, fra tiden før vi åbnede op, til at skulle blive noget andet end vores mor. Den deling mellem “jeget” og verden.
En længsel i, bare at være i verden, at være verden, at være uadskillige fra resten af verden og dog fri, fri til at være alt og intet.
Længsler er det som tager over, når man har savnet længe nok, og uanset om det er sjælens fri rejse, visdommens evige fortællinger,
eller om det er længsler efter det vi kender, eller ikke kender,
så bor det i os, og ønsker forløsning i mødet med det tabte, det glemt og det vi søger efter.