“Vores kritiske sind, kan ikke være andet end at være kritisk”.
Den som har hang til selvkritik, oplever sjældent en tilfredshed, uden at skulle arbejde for det. Det skyltes at denne indre kritiker er en mental proces som har med tanker at gøre og tilfredshed er noget som kommer af følelserne.
Tilfredshed er en følelse og bor i kroppen og man ikke godt bekendt med sine følelser, så er man overladt til de mentale processer og her er ens kritiske sind, ofte den ledende karakter. Dette kritiske sind en mentalt proces, som uendeligt køre som en robotstøvsuger, og leder efter enhver muligt årsag til kritik.
Og lige præcis denne analogi med støvsugeren, beskriver det meget godt,
at denne kritiker køre rundt autonomt og er opmærksom på alt, hvad som kunne være forkert-, gøres bedre-, ikke skulle havde været gjort- og skulle havde været gjort. I en uendelighed, og skulle kritikken forstumme, så er det når man prøver, at tilfredsstille kritikken, ved at sætte tempoet op og piske rundt i gøremål. Men det er ikke fordi at kritikken forstummer, men alene fordi, at man flytter fokus fra tanker til krop og handlinger og derved slukker de mentale tankeprocesser.
Det kan sammenlignes med en tur i trænings-centret, eller en længere løbetur. Her vil de fleste kunne fortælle, at der er en større fred, når de udøver deres træning, og der er masser af belønning af endorfiner, så udover, at der er fred i sindet, så er der sympatiske stoffer som bobler rundt i kroppen. Det hele bliver dog en negativ spiral mellem kritik og forsøget i at slukke kritikken gennem moralske og bods gøremål.
Der er dog en anden måde, at få skovlen under dette “lave selvværd”
som det tit bliver benævnt som. Nemlig det at få forståelse for, at denne indre selvkritik i virkligheden er en aggressivitet, som engang har været naturlig udadreagerende, som er blevet irettesat med kritik og fordømmelse gennem chok, med skyld eller skamfølelse til følge.
Som barn retter man ind og tilpasser sig, og begynder at selv-regulere sine handlinger og sprog således, at barnet holder sig indenfor en sikker zone, hvor barnet opnår en vis tryghed, og ikke bliver kasseret, straffet og ydmyget.
I denne kontekst, opstår denne selv-irettesættelse og selv-regulering som bliver til selvkritik. Det er altså en måde at beskytte sig selv på, støbt på en gammel frygt, som er næsten aldersvarende til den alder man har, minus 4-7 år. Det er altså på grundlag af et gammelt frygt-spøgelse som huserer i vores sind og har sat sig i “direktørens stol” i “kontrolcentret” i hjernen.
Med en leder-stil som alene hedder “Management by fear”, således at alt bliver ordnet af frygt, og en evig jagt efter frihed, frirum, som desværre ikke alene kan skabes gennem handlinger, da dette spøgelse, denne kritiker, har belejret forposterne i hjernen, og det eneste endelige, på denne kritiske jagt på sig selv er stress, depression, angst og passivitet til følge.
Det er først når smerten ved at være isoleret i nuet, overgår frygten fra fortiden, at vi får modet til at konfronterer vores indre dæmoner.
Det er først når vi får den nødvendige bevidsthed, at vi stopper op, for at dealer med fortidens spøgelser og de uafsluttede følelser og situationer, som er årsagen til denne evindelige frygt for at fejle-, frygt for konflikter og den grundliggende frygt, nemlig frygt for at blive ensom/forladt.
Gennem ophealende processer, er det muligt at opløse disse oplevelser i fortiden, og vigtigt, i nuet er at komme i kontakt med vores følelser og behov, da de har været lukket nede og undertrygt.
Denne genoptagelse af vores indre og mere sande jeg, bliver til, en mere sansende og oplevelses tilgang til verden, frem for tankemylder og
frygt-styret adfærd.
Det er ligeledes her, vi genoptager vores kontakt til verden og relationer som først er muligt på dette mere ægte plan,
fremfor det iscenesatte rollespil, hvor vi hele tiden skal give noget for at få noget igen, hvorfra vi kun bliver mere isoleret og mere ensomme.
Så start med at det du gør i dag, er godt nok, for nu.
