Hvor er det svært, virkelig svært for mange at sige farvel.
Der er masser af undgåelser, når vi ikke at få sagt farvel. Vi siger; “Vi ses”, “vi er ikke rigtigt væk fra hinanden”,
“Du er i mine tanker hele tiden, så du er ikke rigtigt væk.”
Selv når man har sagt op fra sit job, som man ikke var glad for, smiler vi og siger; “vi ses, jeg kommer og besøger Jer”. Det er selv om man godt ved inderst inde, at man aldrig sætter sine fødder i det firma igen.
I parforholdet, ebber passionen og lidenskaben også ud, netop ved at adskillelse og kontakt flyder sammen. Årsagen skal findes i at der gør ondt at adskilles når man har det godt sammen. Det kan være en pine at skulle forlade sin kæreste fordi man har lange weekendvagt. Eller bare at skulle forlade sengen om morgenen, i det mindste når forholdet er nyt. Så er det vi lukker lidt af for vores følelser, vi bider smerten i os, lader fornuften tale sit, “Tag dig sammen sprog” og så er det, at “Vi ses lige om lidt igen og husk lige at købe mælk”, sniger sig ind. Han og hun smelter langsom ind i et “Vi” og så er de næsten fri af smerten ved adskillelse.
Men dette “vi” er et historisk “vi”, en forventning om, at vi jo mødes som vi plejer, og her er det trygheden og forudsigeligheden der kommer ind, som en trøst og et værn mod frygten ved at miste.
Det er frygten for at miste, som ligger under det svære ved at sige farvel og ved adskillelsen. Når vi bliver bevidste om denne underliggende frygt, og ser at det også er den som udvander passionen og lidenskaben, så bliver denne tryghed og forudsigelighed vores største fjende i livet. Så er døden omvendt, pludselig en konstatering og en ven til at skabe liv.
Med den bevidsthed kan vi tage ordenligt ansvar for at få sagt farvel når vi adskiller os, og kun ved ordenligt farvel, er det muligt at kunne sige ordenligt goddag.
Det vil sige at i et farvel så slipper vi illusionerne om altings konstant-hed og dette falske “vi”, sammen med at vi slipper fortidens flyden sammen med nuet.
Det betyder at, her sætter vi hinanden fri, vi slipper fortiden og forventningerne op fremtiden, således at vi kan mødes i et meget dynamisk og lidenskabeligt farvel og goddag når vi mødes.
Kunsten at sige farvel er, at give slip på dét som lige har været.