Jo mindre vi har fat i vores følelser og kropbevidsthed, jo mere krops og objekt fokuseret bliver vi.
Kroppen bliver idealiseret og seksualiseret, det betyder at topløse kvinder på stranden bliver for vovet, eller det at amme børn, bliver for intimt og stødende offentligt.
Mænd bliver til nogle værre gamle grise, hvis de kikker på kvindernes former, til trods for at kvinders eget fokus på dem selv, er mere objektfokuseret end nogen sinde.
Til trods for, at det har mænd gjort siden tidernes morgen, det er lige så instinktivt, som hunde der snuser hinanden i røven.
Og lige siden moses lærte at skrive på stentavler, har kvinder og deres kroppe været beundre, hyldet, beskrevet poetisk, kunstnerisk, udstillet i marmor, skitser, malet og skåret i træ nøgne. Det har ikke gjort kunstnere og poeter til savlende sexfikserede svin.
Det har været en gensidig kommunikation mellem kvinde og mand.
Selv i 50´erne kan man sagtens se kvinderne går modeklædt og i stilletter, bevidste om deres skønhed, skjult tilfreds af mændenes blikke.
Dybdepsykologisk set så er kvinden livets kilde, herfra spinger både kærlighed og skabelse af hele menneskeheden, selvfølgelig skal hun forgudes og beundres, og seksualiteten mellem mand og kvinde bør svinge fra naturlig, finkulturelt til hellig og hvis vi skulle lave en kirke i dens navn, ja så var alteret en gigantisk voluminøs og frodig kvinde, som ville minde os om, at kvinden også er vores allesammens moder.
