Jeg har frygtet krig længe, uden at kende fjenden.
Det har jeg fordi, at måden vi passe på hinanden, eller mangle på samme, minder om tiden i 30erne.
En stemning af frygt, knaphed, uretfærdighed, et fokus på frygtens spillere, enten ofre eller fjenden..
Det er splittelsen i os som mennesker og i samfundet som bestemmer, hvornår vi er klar til at gå i krig eller gå til grunde.
Vi ved fra naturen, at det er de dyr som kommer væk fra flokken, som bliver nedlagt og spist.
Så når vi har nok i os selv, så er vi alle potentiale ofre, kun spørgsmål om tid.
Sårbare er vi alle, ofre bliver vi let, når vi bærer frygten i os.
Frygten ligger i splittelsen, den splittelse som gør, at jeg ser splinten i dine øjne, men er blind for min bjælke i mit eget øje.
Når vi er splittede i os selv, er vi også adskilt som mennesker. Her mister vi os selv, vores indflydelse i hinandens verden.
Vi bliver fanget i objekternes verden, her er vi ikke medmennesker, men ser med frygt efter fjenden eller begær efter næste triumf, trofæ, eller bytte. Ofre eller rovdyr.
Splittelsen gør, at vi skal kunne alting selv, at vi skal nådesløse perfekte og ved at skulle være det hele, bliver vi til ingenting, vi svinger fra det almægtige til det utilstrækkelige, kun spørgsmål om tid.
Splittelsen gør, at vi leder efter fejl, det frygtsomme og fjenden, for uden at have fat i os selv, i vores næste, søger vi i alarmerende beredskab efter fred eller fjende, væk fra det smertelige og mod det ideelle.
Deri opdager vi ikke, at fjenden allerede har forposter i vores reptile hjerne og at vi har været på en overlever længe.
Splittelsen kommer først, før skaden, krænkelse og krigen, for uden splittelsen, så ser vi hinanden som lige og medmennesker.
Først når vi ser hinanden, lige og som medmennesker kommer freden og derved stopper krigen i os selv.
