Kommunikation i parforholdet del 1.

Kommunikation i parforholdet, eller den manglende kommunikation.

Jeg har længe har lyst til at genbesøge kommunikationen og den gode og ansvarlige kommunikation, som jeg har skrevet en del om, og endnu mere undervist i. Et forsøg at samle det hele sammen på en ny måde.

Du bliver det du tænker om dig selv, det samme gør sig gældende, for hvad du tænker om din partner.
De fleste ved det godt, at de er deres værste kritikker, men ofte bliver det til et spil for 2 i et parforhold.

Her bliver det ofte til en konflikt, når du sætter ord på det du tænker om din partner.
Her klapper fælden næsten med det samme, konflikt-fælden. Der skal ikke meget til, før vi får konflikter, når vi sætter ord på, hvad vi mener om vores partner og hvad vi mener om hans eller hendes handlinger.

Jeg kunne sige, at jo dårligere vi er til at kommunikere til hinanden om hinanden, jo sværere bliver det og jo mere ømme og sårbare bliver vi, når vores partner sætter ord på os. Det er nærmest som at blive rørt dér hvor man er solskoldet, eller som et sår med betændelse.

Hvad er det som går galt? For når det går galt i kommunikationen, så går det virkeligt også galt, med afstand og sårede følelser og isolation til følge. Og hvis man ikke får brudt med denne onde spiral, ja så kommer man længere og længere væk fra hinanden, fra kærligheden, respekten og de gode stunder.

For det første så kan vi sige, at forholdet har “sat sig fast”, som at konflikterne havde udviklet sig, så begge partnere havde forladt forholdet, eller blot indtog de faste pladser, de faste roller og opgaver.
Det at spille det gode spil, med fortrængning af de slumrende konflikter, uenigheder, forskelligheder.

Begge har taget den distancerende og beskyttende kåbe på. Selvfølgelig for at passe på sig selv, og for ikke at går i stykker, i de fortvivlede og ofte modsatrettede følelser, som hersker når der bliver forsøgt åbnet op, for at komme hinanden i møde.

Det betyder, at det er de uafsluttede konflikter som blokere for et ærlig, åbent og hjerteligt møde, og det betyder at partnerne ikke er åbne, ikke er ærlige og langt fra i deres hjertelige “jeg”.
Det betyder også, at der ikke længere er et levende “Vi” men der er to individer, som tilpasser sig unødigt meget, til situationen, særligt den situation, hvor der kan findes fred. I virkeligheden er det mere våbenhvile og et forsøg på, at undgår at skulle stå til ansvar, at stå til skue for skyld og anklager.

Et parforhold består af et “Du” og et “Jeg” og et “Vi” og Vi-et er altid historisk, det er den fortælling, vi har om vores relation-, den kultur vi har skabt-, de værdier og oplevelser vi sammen-, har oplevet og derved også, dét som  binder os sammen som par.

Når vi så har dårlig kontakt og dårlig kommunikation, så skriver vi ikke længere nye historier sammen, men beskuer hinanden eller bekriger hinanden. Det er her vi forsøger at lave hinanden om.

Der er heller ikke ét du og jeg, men ét mig mod dig, enten som; mig som offer og dig som en dum idiot, eller mig som martyren der er den eneste som yder, pukler og dig som bare stikker af, eller dig som den sure og mig der forsøger at finde bare 5 minutters fred eller frihed.

Det er her, vi er blevet dét vi tænker negativt om os selv og vores partner, en negativ tankes spiral, som et lukket kredsløb, et vaskemaskine program, som køre med beskidt vand og som ikke skylle ud, eller tager sæbe ind.
Vi har mistet os selv og derved mistet kontakten til vores indre følelser og værdier, og deri også vores kontakt til vores partners værdier og følelser.

Sproget og kommunikationen afspejler disse forhold, og derved kan vi også rette op på skævhederne gennem sproget, og derved også faciliterer vejen tilbage til nærkontakt og et hjerteligt samskabende levende lidenskabeligt parforhold.

Så hvis vi skal tage nogle kommunikations greb, på nogle regler for god og ansvarlig kommunikation, så er første greb, det vi startede med;
At vi er ikke dét vi tænker om os selv, og heller ikke dét vi tænker om vores partner.

Vi havde allerede en selvkritisk stemme på vores eget værd, vores udseende, vores handlinger og det vi ikke fik gjort, før vi mødte vores partner. Så enten, er vi blevet reduceret til en kritiske stemme, eller også er vores partner blevet den kritiske stemme. Så uanset om det er det ene, eller det andet, så er der ikke meget lidenskab, i dette skæve forhold, som mest af alt kunne minde om, en kritisk forældre og en teenager.

Det betyder at din partner ikke er dén du holder fast i, men din partner kan blive til den, du holder dit (negative) fokus på.

Når vi er reduceret til at være i vores kritiske sind, så betyder det, at vi har lukket ned for vores kropslighed-,
vores Kropbevidsthed- eller kroppens intelligens-, vores følelser-, vores sårbare jeg-, og ja behov-, ønsker- og lidenskaben.

Det gør vi kun, i ønsket om at passe på os selv, altså en beskyttet tilstand, hvor vi enten bare “gemmer os” eller bliver kontrollerende, dominerende og manipulerende. Uagtet om vi gemmer os, eller forsøger at kontrollerer vores partner, ja så er der ingen der får noget rart ud af dette ulige forhold.
Vi beskytter os, når vi er blevet ramt på vores sårede følelser, og ofte er det vores partner, som kommer tættest på, og kommer til at træde på disse gamle sår, i vores sårede selvforståelse. Det sker ofte i misforståelser og uvidenhed, at vi kommer til at såre hinanden. Med tiden bliver denne sårethed, som ikke har ikke noget med vores partner at gøre, noget vi ikke vedkender os, men som vi rammes af i en konflikt i med vores partner, og her bliver vi så til ofre og vores partner til den grumme partner som gør os ondt.
Det gør os til offer i livet, og derved fraskriver vi os også retten til at tage vores fulde ansvar. Virkeligheden er at bødlen ikke er vores partner, men en tidligere oplevelse med en tillidsfuld relation, ofte en tidligere partner, eller en af vores forældre som reagerede for voldsomt, uden at tage ansvar for den krænkende/skamfulde oplevelse.

Så her i del 1. af en større kommunikations lektion til parforholdet.