Den der har evnen har ansvaret, sagde gamle Mærsk McKinney Møller
Jeg ved ikke om jeg har evnen, men jeg vil tage mit ansvar for at skubbe til vores mænd i denne verden. Skubbe til dem, for at få dem til at tage deres ansvar, for at komme ud af den kønskamp, for de er ikke en del af kampen, men de har svigtet et langt større ansvar, for ikke at stå op for de værdier de står for.
Det er muligt at det er mænd som sidder på magten, og det er mænd i eliten som plejer deres egne interesser, men det er stadig ikke en kønskamp, det er en kamp om ulighed og måske en kamp om magt og midler.
Det skal så ikke være mænd som skudsmål for denne ulighed. Det kan ikke være manden, som kan påtage sig dette. Vi har alle være med til at lade stå til, vi har alle været optaget af vores eget velfærd og det gælder både kvinder og mænd.
Så det handler ikke om kønskamp og det handler ikke om en maskulin magt, det er fuldstændig tåbeligt at tale om kønskamp. Jamen der er kvinder der er undertrykt, og der er ikke ligeløn og mænd rotter sig sammen om magten, ja det er muligt, men det er ikke mening mand, men det kommer at være mænd der laver om på tingene.
Jeg kender kun mænd som ønsker at gøre deres bedste for deres kvinder og deres familie, og ofte heri kommer de til en utilstrækkelighed, da intet hænger sammen, hvis ikke de har større værdier end at sørge for familiens trivsel.
Det stærke køn og det svage køn, prøv at høre det, det lyder som en løve mod zebra, og det er en så tåbelig snak, en mand er ikke stærk som køn, en mand er stærk når han er i flok og er i krig, og modsat er en kvinde er stærk alene i overlevelse og i at holde sammen på tingene, men manden som stærkt alene, her er det kvinden, som vinder på den lange bane.
Smid du 1000 kr. til en fattig mand i Afrika og 1000 kr. til en fattig kvinde så skal du se at når måneden er omme som har kvinden 2000 kr. og 3 kvinder der hjælper hende mod de næste 4000 kr. og manden er der hvor du fandt ham, fattig og uden en krone på lommen.
Så jeg ved ikke hvad vi skal med en kønskamp i disse individualistiske tider, det er alle mod alle og hvem tjener på at vi er i gang med at bekæmpe hinanden? ja det gør dem som løber afsted med værdierne, Røverne, politikkerne og de grådige.
Og en mand alene vil ikke kæmpe og kan ikke kæmpe, han gider ikke, eller denne kamp mod egne findes ikke, det er ikke værdigt, han kan have modstand mod kvindens oprør, men ikke kvinden i sig selv, han er født af dette køn, elsket og opvokset.
En mand er ikke noget uden sin flok og noget at arbejde og kæmpe for, det giver ham mening at arbejde og tjene sin flok, og han kan går langt for at blive æret for sine bedrifter, ikke som herremand, men som ligeværdig som kan ære sin kvinde for at skabe mening i hans liv og færden.
Så har en mand ikke en kvinde og en flok at tjene, så kunne en campingvogn i skoven være mere end rigeligt for ham, gas til varme og grillpølser for 400 kr.
Så vi mangler mænd med mod, mening og visioner, som kan være med til at samles om de værdier som altid har været det vi har kunne samles om, for uden, ja så slås vi alle mod hinanden om hvad som helst og i virkeligheden bare mod hinanden som sulte gadehunde.
Og ja det er gamle værdier, som ære, respekt, sammenhold, næstekærlighed og værne om de svage som børn, gamle og de udsatte, og her er det mænd, ikke mand, men mænd som skal samle flokkene.
Vi har snorksovet de sidste 30 år, alle været optaget af at vokse materielt og i velstand, vi har gjort os fri af familie og fællesskaber fordi vi havde nok i os selv, det eneste som det har medført er, at vi vokset fra hinanden, vi er blevet fremmedgjort. Vi har mistet os selv, da det ikke er muligt at kunne være noget uden andre.
Vi er kun blevet mere skrøbelige, mere sårbare og udsatte, mere stressede og meningsløsheden breder sig, da overlevelse alene, uden at høre til og uden at være sammen, ikke giver mening eller livsfylde.
Vi elimineret familiestrukturen, nabofællesskabet og ja selv kærnefamilien er skilt, vi er mor og far på deltid, så karriere og succes kan få de ypperste vækstbetingelser.
Vi er blevet så fattige, ensomme og frygtsomme, at det er muligt at overtage landet, eller blot lade kriminelle bander hærge og reagere i vores gader.
Man siger at fremtiden er feminin, og det lyder godt, men det kan ikke ske uden en maskulin tilgang til at værne om det feminine felt. Og hvad er det som er feminint? At kvinder selv kan bestemme om de ønsker børn og selv kan forsøge dem og opdrage dem? Nej det er en kvindelig egoisme, og her har vi måske nået toppen af egoisme, hvor kvinder i stigende grad udnytter mænd for at få deres eget barn. Og naturligvis kan de det, mænd har også udnyttet kvinder for at få sex.
Hvis fremtiden skal være feminin, så kan det ikke ske på individets præmisser, men ud fra det som altid har været kvindernes evne til at holde sammen på individerne, familien især.
Man har uanset hvor i verden, talt om at kvinderne er limen i samfundet, det er kvinderne som i deres essens og feminine struktur har evnen til at rumme og give den kærlighed og det nærvær som skaber både selvstændige børn, men også skaber sammenhold og også uselvisk tænker på sine næste. Altså som i et kristen syn, kaldes for næstekærlighed. Så hvis det er den feminine essens som holder sammen på det som er værd at elske og fremelske, så passer det vist bedste at det er den maskuline essens som skal holde det ude som truer med at opløse og destruere de værdier vi skal bygge fremtiden på.
Så min tese er at både mand og kvinder har svigtet dét som kun kan skabes i fællesskab, og hvis vi skal noget, så er det at stå sammen, både mænd og kvinder, og navnlig skal mænd stå skulder mod skulder, som et værn om de værdier som fødes af og igennem kvinder.
