Kirkegården er for alle, og mest af alle de døde;
Står der på skiltet ved indgangen til kirkegården.
Der hviler en fred, over de dødes sidste fæstning, og egentligt, så er der en fred over den kendsgerning,
at en dag, så får vi alle fred, et endeligt hvile.
Jeg ynder at gå på kirkegården, her hviler der en ærlighed over de dødes monumenter.
Fred og en vis ærbødig ydmyghed går gennem de små stier af perlesten, for ingen kommer hér af forførelse eller af prestige.
Dem jeg møder, hilser pænt på mig, og jeg tilbage,
vi mødes i en stemning af eftertænksomhed og melankoli.
Ja her går savn og længsel side om side, noget er ugenkendeligt væk.
Det er her ærligheden og ægtheden kommer frem, født af følelserne, genkendt af gravstenene.
Hverken følelser eller gravstenene lyver.
Dem som kommer her, benægter ikke dødens indkassering af livet, som blev betalt ved kasse 1.
De husker og længtes og måske; æres de større monumenter. Her kommer livsvidner som lægger blomster og krans, som bevidner deres kæres forgangene liv og deres forbindelse, og deres relations historie.
Ærlig forbindelse, for hvem husker de ensomme, de glemte og hvem ære de uværdige gennem kirkegårdsbesøg.
Ærligt, fordi døden skelner ikke mellem livets uligheder, retfærdighed, farve eller kønsligheder, og slet ikke smerteligheder.
Overfor døden husker vi, mindes om, hvad som er vigtigt i livet.
Som med den skarpeste kniv, kan vi skære fedtet fra kødet, som overfladiske pynt, fra hjertets hierarkiske orden, ud springer de vigtigste ting først, kærlighedens brødre og søskende, det omsorgsfulde sprog, ærlige dialoger, meningsfulde møder.
Jo kirkegården har livets værdier gemt, som åbner sig for dén som tør mindes og tør smertes, ved alene; dét at have turde elske.
For sorg er blot hjemløs kærlighed, som går hvileløs rundt rundt i perlestenene.
