Hvad skal der til før vi står oprejst med værdighed?
Hvornår kan jeg stole på at jeg er helt i orden og har retten til at være mig,
Hvornår står det til trone, at jeg kan gå ud i verden, uden af skulle tænke på om det jeg nu siger er passende, kan misforstås, eller er noget vås.
Det kommer næppe gennem dét, at forsøge at opnår en form for social accept med garanti, eller års licens, så accepten må komme indefra.
Men hvornår er nok, nok, hvad skal der til, før jeg kan være mig selv bekendt?
Hvor meget værd skal være overfor mig selv, i mig selv, hvad skal der til, før jeg har “Livsfylde” nok, til at begår mig, til at gå efter mine drømme. Og alene; hvornår er det tilladt at drømme store drømme.
–
Dette stykke “Værendygtig” eller dette Point of Gravity, dette tyngdepunkt i mig, hvor jeg har balance i mig, mellem indre kontakt, og ydere kontakt, mellem gentagelse og ny-opdagelser, mellem gøren og væren, mellem den maskuline og den feminine energi, og ja så er der alle behov, som jo i en vis grad skal være dækket ind, at blive elsket af den man elsker. Desuden om man laver det rette, om ens arbejde giver både mening, tilfredsstillelse og et økonomisk råderum er også med til om man er på en overlever eller har modet til at leve.
Og skulle jeg opnår at stå i dette tyngdepunkt, er det så ikke mest af alt en følelse af værd, en følelse af uovervindelighed, en frihed, en uafhængighed? Og hvis det er den kropslige og følelsesmæssige indsigt, hvor meget støj og metal forurening skal jeg udsættes for, før at jeg ikke længere mærker dette værd?
–
Hvis vi antager at dette Point of Gravity er betinget af en ydre balance mellem livsvigtige poler, og at det til syvende og sidst, er evnen til at kunne mærke, mærke dette vægtløse liv og dog en tyngde af fylde, som er båret af energi, følelser, så bliver vi nødt til stole mindre på egne forskrifter, vores egne domme.
–
Så vores kritiske sind ikke er vejen til vores værd, vores værdighed, fordi vores kritiske sind, kan ikke være andet end kritisk, hvilket betyder at når vi tager den tunge post, at gøre det rette for at være mig selv bekendt, så vil det kritiske sind forstumme, og vi vil mærke efter, hvad mangler jeg, fremfor at være kritisk på det eksisterende.
Det eksisterende kommer jo nok til at være ved, jeg kan jo ikke være noget andet end den jeg er, men der skal noget til før jeg kan bære den jeg er, eller før livet bærer mig, i denne ophøjende tilstand.
