Jeg har drukket fanzy iskaffe på Cafe Barasso på Falkoner alle´ i dag med min steddatter. Stedet bragte minder for en svunden tid, ikke at der var meget genkendeligt, men stedets beliggenhed, var ikke til at tage fejl af. For 35 år siden trådte jeg ind på samme sted, som dengang var et værtshus som hed Endestationen. Jeg var 14 år og var blevet hevet med, af en flok kokkeelever som nu var mine lærekammerater på det mondæne Hotel 3 Falke. De præsenterede mig som det nyeste skud, på stammen hvilket gjorde, at jeg fik min egen klodsregning, som bare skulle betales førstkommende lønningsdag.
Jeg blev optaget i et broderskab som gik både i blodet, men også hjertet. Jeg havde være nobody og med et slag blev jeg somebody. Det var muligt at jeg var yngste kuli, som fik ordre fra hele fødekæden, urimelige opgaver, urimelig krav og et sprog og skæld ud, som var jeg værre end gammel fritureolie, men når vi havde fri, var vi lige, ingen over og ingen under.
Vi var altid mellem 3 og 7 lærlinge, når havde fri og gik i byen. Det var dét som lå i kulturen, både som en nødvendighed, da det var hårdt arbejde, under nogle psykiske betingelser, som havde i dag fået store konsekvenser. Men også fordi vi var unge og langtfra tilpassede i vores adfærd og færden udenfor de stramme forhold i køkkenet.
Vi holdt til på Endestationen, altid var der nogen fra køkkenet, eller tjenerne fra restauranten, vi havde endog vores eget bord, som var forbehold os. Tidligere før jeg kom til, havde en tidligere køkkenchef fra hotellet forvildet sig derind og var blevet smidt bort fra bordet, da det var forbeholdt eleverne fra hotellet. Han hold da også kun kort tid på hotellet. For de elever som kom længere væk fra, var det muligt at få lov til at overnatte i baglokalet, når de havde morgenvagt kl. 06. Vi var værdsat og fik respekt, og det var ikke fordi vi truende eller lavede ballade, højst larmende.
Det gav både selvtillid og selvværd, at være med i en kultur, hvor det krævede at man yde det ypperste,og selv her kunne det gøres bedre. Jo hårde det var, jo mere holdt vi sammen og vi stod sammen og alle vidste, at hvis man havde brug for hjælp, så var der altid nogen som stod klar. Det var en tid med kæft trit og retning, og der er meget i dag, som jeg ikke bifalder eller syntes var i orden, faktisk det meste af det, men resultatet og sammenhold var ubeskatteligt og på mange måder, giver det mere mening end i dag, hvor det hele bliver på børn og de unges behov og den curling omkring dem, for at de skal være glade og de skal ikke finde sig i noget.
Vi var undertrykt og var hunderæd for at få skideballer og klø eller blive fyret, men vi vidste hvad vi ville, når vi blev udlært, vi havde ideer og revolutioner om hvordan mad, gastronomien, servicen skulle forædles til det ypperste. Vi blev stærke og meget klare i vores bestræbelser på at blive så dygtige til vores fag, at vi kunne blive konger i det kongerige, som havde sine helt egne regler og sprog.