Kærlighed eller afhængighed.
Hvis der ikke er respekt, er det ikke kærlighed.
Respekt kommer ikke af sig selv, det gør tilliden heller ikke og slet ikke kærlighed.
Respekt går begge veje, både ud imod verden og indad mod en selv, som i selvrespekt.
Jeg fristes til at sige at respekten er døren til kærligheden, den uselviske kærlighed og næstekærlighed.
Ligesom kærlighed kan forveksles med begær og lyst, kan respekt forveksles med frygt.
Så tager vi respekten ud af ligningen, så lukker døren til kærligheden, og lige-været og selvværdet forsvinder. Og så står vi i bytteforhold, i Ego-business “whats in for me”.
I bytteforholdet så søger vi dét vi mangler; som ofte er psykens ufærdige projekter, som ofte kræver den kærlige mor, den trygge far, eller den frie Peter Pan eller den unge natur kvinde Pocahontas.
Vi søger det vi tabte, det vi mistede og det vi aldrig fik. Og det sidste er måske det værste, for så er det vi genkender ikke det vi ønsker.
Så derfor finder vi vores modsætning, det som ikke fik lov at vokse frem, da vores mentale teater blev bygget.
Det er forelskelses symmetri, at finde den som spejler mig som værende “hel” og ganske særlig.
Det er smukt og det er en særlig åbning til kærligheden, lysten og begæret.
Men trækker vi ikke projektionerne hjem, i det simple at kærligheden bor i mig, som helheden, lysten og smerten, ja så udebliver tilliden, respekten, og døren til kærligheden lukker, og gør forelskelsen til et timeglas, et vindue som lukker.
Så respekten er foden i døren, til det indre univers, til evnen til st søge i dybet til Atlantis hvor guldet er.
Så ønsker du at blive elsket, så tjen og fortjen respekten.
