Husk i denne juletid, at det jo handler om at give og om at være sammen, ikke bytte og give for at få og fremstå.
Hvis vi tager præstationerne ind i julen, så ender det på et tidspunkt med sushi eller take-away mad.
Vi har ikke fået mere at lave, vi har blot flyttet tyngdepunktet i vores liv, fra at være til at gøre og præstationer, hvilke svare til at holde en liter mælk ud i strakt arm. Er den tung, nej men det bliver den, efter blot et par minutter, og ubærlig efter de 5 minutter og vi vil falde sammen efter 10 minutter.
På samme måde er det blevet med vores liv, vi bærer livet og det er ikke muligt på den lange bane, vi kan det i en spidsbelastning, når noget går galt eller vi er truet på livet, men ellers er det livet som skal bære os.
Julen skulle være hjerternes fest, men for de fleste er det smerternes fest, eller et juleræs og et gavebytteri som koster kassen.
Aldrig før har det været så svært at finde på gaver, hvis det overhovedet er tilladt, at fritænke sig ud i at købe en gave med hjertet, for det er sat i system, i ønske-app, i digitale ønskeliste-services fra Fætter BR og inspiration og alle de andre kommercielle gave-pushere.
Jeg er ikke sikker på, at denne julesmerte for alles vedkommende kommer af barndommens juletraumer, selv om der er rigeligt historier der bekræfter, at nogen forældre aldring skulle have haft børn.
Nej, jeg tror på at noget af denne smerte, er mere smerten i ikke at være en fri sjæl, en smerte i det udeblevende nærvær, en smerte i et større manglende socialt og familiebundet samvær.
Julens tradition minder os om noget større, et guddommeligt nærvær som rummer alt det som ikke længere findes i det moderne samfund, Jesus gang på jorden, hans forkyndelser om kærlighed og tilgivelse.
Lige præcis kærlighed er noget stort og større end vores præstrende livs kan rumme, faktisk er det umuligt at mærke kærlighedens og taknemmelighedens dybder, i et hæsblæsende præstations liv, det giver smerte, som i virkligheden er noget i os, som smerter os, mere end vi kan mærke hvad det er. Fordi vi har mistet os selv og mistet vores dybereliggende kontakt til vores sjæl og naturens cyklus og forbundethed.
Vi længes smerteligt efter vores dybere jeg og den forbundethed som dette dybere jeg har med alting, dyr og mennesker. Og denne smerte bliver tydeligere når julens kærligheds-symboler ruller ind over os. Lidt som hvis vi tale om et kært afdød familiemedlem, at vi mærkede både sorg, længsel og kærlighed, dog uden helt, at blive forløst i noget af det.
Livet, julen, hverdagen, arbejdet og pligterne skal rumme en eksistentiel tilgang til det, nemlig at vi har dét, ud fra vores valg og fravalg og ikke mindst om vi har taget vores fulde ansvar, eller vi er blevet slave af vores eget iscenesatte drama. Hvis vi sætter os for at skabe den bedste juleaften, ud fra vores forudsætninger og formåen, så bliver det også den bedste juleaften. Det samme gør sig gældende for livet, parforholdet, arbejdlivet, vores forælderskab, venskaber og relationer, det står og falder på, om vi er bevidste om hvad vi sætter over i livets køkken og om vi har forberedt livets menu.
