Jeg savner hverdagen
jeg længes efter at kunne give hånd og kram-,både de korte og de lange, de velmenende, ja et klap på skulderen.
Jeg savner, at at verden står stille, dét ikke at vide at det brænder, på den anden side at jorden.
Bare en dag uden vold, krænkelser, fornedrelser og mennesker der blevet skilt for deres kære, fordi vi har regler som går forud for kærligheden.
En dag uden påmindelser på, at retfærdighed ikke er noget naturfænomen, at løgn kommer uanset farve, køn og religion.
Bare et døgn uden udrykning, uden lidelser, svigt og smerte, en fridag i livet, ikke fra arbejde, men i at skulle forholde sig, til at verden bløder, bliver pulet, plyndret for natur, resurser og tilsået med plastik og fattigdom.
Et sted, et øjeblik, hvor det hele stod stille, og hvor ingen stod model til ulighed, at skulle tigge, være hjemløs, familie-løs, ensom, forladt, glemt, udsat for hverdagsvold og dét at stille op, til det ingen ønsker at står op til.
Jeg savner dagen hvor det mest basale får den fylde, som gør at dagen får værdi, at dagen står frem, helt og aldeles bare for at være dagen med de enkle, det basale, det nærværende, mødet med barn, ven eller kæreste. Bare det, med et måltid, et glas vin, offline, offbeat, offgrit, helt uden at verden banker på.
En dag med fortabelse i gamle skuffer, gamle tekster, gamle minder, ja gamle venner, gamle interesser, ja gamle vittigheder og trivialiteter.
Bare en dag kun i kærlighedens tjeneste, et ja og ja tak, et smil til tilfældige, et nik, en hilsen, et blik, et af de nærværende, et kærligt blik til dem som savner, dem som fortjener, dem som ikke fortjener, dem som ikke har en hverdag, men blot er i kamp.
Jeg savner hverdagen hvor hånd møder hånd, kram er kram,
og mest af alt, At et blik bare betyder “At jeg ser dig” ganske enkelt, jeg ser dig, ser din skønhed, din nøgenhed, din skrøbelighed, at du er et menneske med meninger, mod og seksualitet, med hang til nærvær og samvær.
