Idag har jeg klippet al håret af min smukke kæreste

Idag har jeg klippet al håret af min smukke kæreste.

Det var ikke nogen nem opgave, eller jo opgaven i sig selv var nem, jeg har trimmet mit hår med maskine gennem hele mit voksenliv, så jeg er ferm med en trimmer. Men at gøre det på min kæreste, som gennem hele sit liv har haft langt hår i stærke røde farver. Nuvel en gang blev hun klippet til skuldrene i Spanien, smukt var det og smuk var hun. Får lyst til at sige at hun er smuk uanset farven, længden eller frisuren. Men skallet, det er noget andet, noget som ikke helt følger manuskriptet.

Nu var formålet heller ikke, at hun skulle gøre sig smart på den bekostning, det var mere det at have kontrol over sit eget forløb.

Min kæreste Inge har kræft, brystkræft, og hun har valgt at få kemoterapi, til trods for at knuden var blevet opererede ud og hun var fri af kræft.

Forebyggende kræftbehandling kalder de det, en voldsom en af slagsen, 5 måneder med kemo og strålebehandling. I kærlighedens navn solgte jeg min tror på den indre helbreders evne til at kurerer alt. Og fordi at det er en kræfttype som er agressiv.

Det var for os begge, en klar beslutning, at hvis hun begyndte at tabe håret, så skulle jeg klippe hende skallet. Der gik 5 dage over den tid, vi havde fået at vide, at håret ville begynde at falde af. Så vi håbede og ønskede, at hun var en af dem, hvor håret blev siddende. Det var hun ikke og det betød, at jeg skulle igang med at trimme hende.

Det var på en måde smerteligt, at skulle være hår-bøddel, ikke at det havde en fysisk smerte, og heller ikke en psykisk smerte, måske var det mere en åndelig og grænseoverskridende smerte. Lidt som tanken om at skulle rense et sår på sine børn.

Det var som jeg tog noget dyrebart fra hende, en bid af hendes kvindelighed, en bid af hendes værdighed, en bid af en kvindes kommunikation og et slør for aldrig helt at være nøgen.

Jeg tog hendes sidste værn, hendes skille linje mellem at være være kvinde. Har kvinder historisk set skulle gemme sig i en fjendlig verden har de klippet deres langehår af. Ligeledes har man straffet kvinder som har været lidt for omgængelig for andres mænd, med at skære hendes hår af.

Vi valgte at gøre det i naturen i den lune sol, ved siden af en kornmark, i et intens øjeblik, hvor ord ikke længere rækker, men i en dyb inderlig og meget sårbar forståelse for denne afklædning.

Det var mindre svært end tanken om vores forstående og dog mine 30 års erfaring med trimmeren var væk og det mindede mere om, at jeg stod med en skarp barberkniv, hvor jeg hvert øjeblik kunne skære min kæreste i hovedbunden.

Men det lykkes og hendes hår var ikke længere på hovedet, men på jorden ved siden af.

Paradoksalt tog jeg intet fra hende af, tværtimod,

jeg foldede en anden skønhed ud, en ren og upyntet skønhed, som på en eller anden måde var utilsløret, en ærlig og både sårbar og stærk skønhed, som har ligget skjult i en ydre og mere forgængelig skønhed.